Hollands ministerpræsident, Mark Rutte, har åbnet årets globale klimatopmøde i Polen med en presbold til sine kolleger. I en tale mandag sagde han, at EU’s nuværende klimamål – at skære udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2030 i forhold til 1990 – er uambitiøst for en rig region, der er blandt verdens største CO2-forurenere.
Tallet burde være 55 procent, mente Mark Rutte. Det vil Holland i hvert fald sætte som mål for sig selv. Og alle andre EU-lande burde følge med.
Bang. Så var det topmøde skudt i gang. Et klimamøde, der af flere involverede bliver betegnet som det vigtigste siden 2015.
Her er et rids af, hvad man kan forvente i de to uger, mødet varer.
Hvad handler topmødet om?
Hvert år mødes FN’s 193 lande for at diskutere klima på de såkaldte COP-møder; dette møde er det 24. i rækken. Målet er at bremse klimaforandringerne og deres skader, bl.a. ved at love bindende mål for udledning af drivhusgasser eller at skaffe penge til klimahjælp. Der forventes godt 20.000 mennesker – politikere, embedsmænd, akademikere, aktivister, medier – i den polske kulmineby Katowice.
Hvorfor kaldes topmødet for vigtigt?
Der er to grunde. Den ene er teknisk. På COP21 i Paris i 2015 enedes landene om en klimaaftale, der skal begrænse opvarmningen til 2 grader – og helst 1,5 grader – over temperaturen i slutningen af 1800-tallet. Samtidig blev det aftalt, at den første store status over, hvordan det går, skulle holdes tre år senere, på COP24. Det er nu.
FN: Drivhusgasser i atmosfæren når ny rekord
Den anden grund er timingen. De seneste uger har en række store rapporter fra bl.a. FN fortalt, at CO2-udledningen stadig stiger, og at vi er på vej mod en stor klimakatastrofe, hvis vi ikke kan halvere vores globale CO2-udslip inden for 10-12 år. Det er vi ikke i nærheden af, selv med de løfter, der blev givet i Paris – der skal meget mere til.
Hvem er synderne?
Kort fortalt os allesammen. Verdens største CO2-udleder, Kina, har erkendt problemet, men opfører stadig nye kulkraftværker. Store lande som Indien og Sydafrika tøver med at love, hvornår deres CO2-udledning vil toppe. USA er ved at trække sig ud af Parisaftalen. Brasiliens nyvalgte præsident vil gøre det samme og fælde mere regnskov. Olielande som Saudi-Arabien kræver undtagelsesbestemmelser.
Selv EU, der ellers er lidt af en klimaduks, tøver: Værtslandet Polen, der er en stor kulproducent, mener, at EU bør sænke ambitionerne. Og de seneste dages optøjer i Paris, udløst af nye klimaafgifter, viser, at det er svært at få selv de rige landes befolkninger med.
Hvad kan man forvente af mødet?
I bedste fald ender det med, at Parisaftalens målsætninger bliver omsat i konkrete planer for CO2-reduktioner. Desuden er der håb om, at et gammelt løfte om at opbygge en fond på 100 milliarder dollars (650 mia. kr.) om året til grøn omstilling og katastrofehjælp til u-landene kan få lidt mere konkret substans. Risikoen for et udvandet resultat er dog desværre høj.
fortsæt med at læse
