3200 forskere støtter op om unge klimaaktivister


    Arkiv: Tusinder af elever var mødt op til klimastrejke på Christiansborg Slotsplads i København. Der blev afholdt lignende demonstrationer i 27 andre danske byer, hvor børn og unge også skippede undervisningen for at gå på gaden.
   Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Arkiv: Tusinder af elever var mødt op til klimastrejke på Christiansborg Slotsplads i København. Der blev afholdt lignende demonstrationer i 27 andre danske byer, hvor børn og unge også skippede undervisningen for at gå på gaden. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Omkring 3200 fremtrædende internationale klimaforskere og andre videnskabsfolk opfordrer akademikere verden over til at bakke op om børn og unges klimaprotester.

Det skriver Dagbladet Information.

I forskerappellen lyder det:

»Kun hvis menneskeheden handler hurtigt og beslutsomt, kan vi begrænse den globale opvarmning, stoppe den igangværende masseudryddelse af dyre- og plantearter og sikre det naturskabte grundlag for fødevareforsyningen og trivslen for nuværende og fremtidige generationer, står der.

Appellen søsættes internationalt via det videnskabelige tidsskrift Science. Den bringes også i Information fredag.

Foruden Europa og USA er der deltagere fra blandt andet Kina, Brasilien, Indien, Rusland og Sydafrika.

Inspireret af unges klimastrejker ved navn 'Fridays For Future' kalder initiativtagerne sig 'Scientists For Future'.

Forskerne søger nu opbakning til appellen fra videnskabelige kolleger kloden over.

De adskiller sig ifølge Information fra tidligere opråb ved, at det er førende klimaforskere, der nu tager ordet.

Teksten til appellen er formuleret af blandt andre flere fremtrædende medlemmer af FN's Klimapanel, IPCC, og den kendte amerikanske klimaforsker Michael Mann.

Fra Danmark er en af medunderskriverne den tidligere formand for regeringens Klimaråd, professor i økonomi Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet.

»Jo mere pres der er for at hæve ambitionsniveauet i klimapolitikken, desto større chancer er der for, at det sker, siger Peter Birch Sørensen til Information.

»Derfor fortjener de børn og unge, som har stillet sig i spidsen for en international klimabevægelse, al mulig støtte.

Den amerikanske klimaforsker Peter Kalmus siger, at det har været vanskeligt for forskerne at tage skridtet og råbe op.

»Mange af os som forskere føler det grænseoverskridende at skulle træde frem og sende et budskab ind på den politiske scene. Men tiden er så knap, at den tvinger os ud af vores komfortzone, siger Kalmus til Information.

Hidtidige nationale appeller har sammenlagt samlet op mod 30.000 akademikerunderskrifter, skriver Information.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her