I Frankrig har regeringen udsat skolernes afgangseksamen denne uge på grund af varmen. I Tyskland har brandvæsenet taget helikoptere i brug for at bekæmpe skovbrande. I Østrig bruger dyrepasserne vandslanger for at nedkøle orangutangerne i Wiens zoologiske have.
Og det er kun begyndelsen. En hedebølge, der skyldes varme luftmasser fra det afrikanske kontinent, ventes først at kulminere torsdag og fredag med temperaturer tæt på flere landes absolutte varmerekorder på omkring de 40 grader. I Danmark ventes temperaturer på over 30 grader onsdag.




























