Verdens næststørste producent af kul til energiproduktion, den australske minegigant BHP, overvejer at trække sig helt ud af produktion af kul. Det skriver flere erhvervsmedier med henvisning til kilder i selskabet.
Nyheden er det seneste tegn på, at kulsektoren har store problemer, siger en analytiker. I 2018 solgte en anden af verdens minegiganter, Rio Tinto, sin sidste australske kulmine. Samme år begyndte en tredje, Anglo American, at skære i sin produktion. Og en fjerde, Glencore, lovede i februar efter pres fra klimaaktivister at lægge et loft over sin kulproduktion.