Der findes uendeligt med håb«, siger Kafka, »bare ikke for os«. Det er et passende kryptisk epigram fra en forfatter, hvis figurer stræber efter tilsyneladende opnåelige mål, men som på tragisk eller komisk vis aldrig formår at komme dem nærmere. Men i vores hastigt mørknende verden slår det mig, at den omvendte version af Kafkas morsomhed er lige så sand: Der er intet håb, undtagen for os.
Jeg taler naturligvis om klimaforandringer. Kampen for at dæmme op for den globale udledning af CO2 og forhindre kloden i at smelte giver mindelser om Kafkas fiktion. Målet har været klart i 30 år, og trods seriøse bestræbelser er vi dybest set ikke kommet det nærmere. Den videnskabelige dokumentation er i dag nærmest uigendrivelig. Hvis man er under 60 år, er der en god sandsynlighed for, at man bliver vidne til den gennemgribende destabilisering af livet på Jorden – voldsomt nedsatte høstudbytter, apokalyptiske brande, sammenbrudte økonomier, enorme oversvømmelser, flere hundrede millioner flygtninge, der drives ud af regioner, som er blevet ubeboelige på grund af ekstrem varme eller permanent tørke. Hvis man er under 30 år, er der så godt som garanti for, at man bliver vidne til det.
