Danmark er tilbage i en position som et af verdens mest ambitiøse klimalande. I hvert fald hvis man spørger nogle af Europas vigtigste ngo’er.
Det fremgår af en ny rangliste, der tirsdag blev offentliggjort under klimatopmødet i Madrid, Climate Change Performance Index (CCPI).
Ranglisten toppes for tredje år i træk af Sverige. Men årets store højdespringer er Danmark, der springer ti pladser frem til andenpladsen ud af de 57 undersøgte lande. Og det skyldes først og fremmest regeringens ambitiøse klimamål, siger en af ranglistens udgivere, Niklas Höhne, der er stifter af tænketanken NewClimate Institute.
»Danmark er et sjældent eksempel på et land, der faktisk gør noget«, siger han. »Dette mål om at sænke udledningerne med 70 procent er præcis den slags højere ambitioner, der er nødvendig. Her på klimatopmødet ser vi stadig, at mange lande ikke er villige til at komme med klare kløfter«.
Klimapolitik trak op
Der findes mange ranglister og vurderinger i den internationale klimaverden, men CCPI er anerkendt for at være et af de grundigste. Det udarbejdes af NewClimate Institute sammen med tyske GermanWatch og verdens største netværk af klima-ngo’er, Climate Action Network.
Indekset samler en række vurderinger af blandt andet brugen af vedvarende energi, drivhusgasudslip og ikke mindst politisk handling. Det er den sidste faktor, der har trukket Danmark op. Her sprang Danmark 24 pladser op til en placering som nummer seks – et godt stykke efter de allermest ambitiøse lande, Portugal og Finland, men foran andre frontløbere som Frankrig og Norge.
På vej til klimatopmøde: Dan Jørgensen rejser til Madrid med frisk klimalov i håndenDet er især regeringens aftale i juni om et mere ambitiøst klimamål, der har trukket op. Fredagens brede aftale i Folketinget om en ny klimalov er derimod kommet for sent til at tælle med, men i Politiken har Niklas Höhne tidligere sagt, at kun Storbritannien har en lige så ambitiøs klimalov noget sted i verden.
Danmark har været på noget af en rutsjebanetur på ranglisten de seneste år. I fem år i træk fra 2012 til 2016 indtog Danmark førstepladsen, men i 2017 dykkede landet til en tiendeplads, netop på grund af en dårlig karakter til den daværende regerings klimapolitik. Kun den udbredte brug af vedvarende energi holdt landet oppe.
De næste to år var Danmark nummer 14 og nummer 12. I 2018 blev underpunktet om klimapolitik endda takseret til en 42.-plads – efter Polen og Algeriet og lige før Saudi-Arabien.
Med 71,14 point er Danmark dog langt efter topplacerede Sverige, der har 75,77 point.
fortsæt med at læse



























