0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Zombiebrande i Arktis slår rekord og indvarsler fremtidens klimabombe

I 10.000 år har tørvemoserne i Sibirien suget CO2 ud af atmosfæren. Den globale opvarmning betyder, at de fremover vil udlede klimagasser, og denne sommers rekordbrande er en forsmag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Copernicus - Eu’s Earth Observation-program
Foto: Copernicus - Eu’s Earth Observation-program

Et ældre satellitbillede af en naturbrand i Sibirien.

Klima
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klima
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et areal mere end tre gange så stort som Danmark er i år gået op i røg i naturbrande alene i det østlige Rusland.

Brandene havde allerede ved udgangen af august slået rekorden for hele kalenderåret 2019 med 35 procent. Det på trods af, at også 2019 var et katastrofalt år for naturbrande i Sibirien.

En opgørelse foretaget af det europæiske overvågningsprogram Kopernikus og en britisk forsker viser, at der var 10 gange flere naturbrande i Arktis i maj og juni i år end gennemsnittet for perioden fra 2003 til 2018. Det er så langt tilbage, opgørelser, der benytter satellitter, går. Sidst i juli var der 600 aktive brande mod normalt 100. I alt har de russiske myndigheder registreret mere end 18.000 brande i landets to østligste distrikter.

Metanbomben i permafrosten er endnu ikke detoneret

Brandene er vel at mærke endnu ikke døde ud. De kan fortsætte med at ulme i de store mængder tørv, i nogle tilfælde i månedsvis, indtil de bryder frem igen. Derfor benytter Kopernikus i sine opgørelser udtrykket zombiebrande.

Der er noget vildt i gang

Professor Torben Røjle Christensen fra Aarhus Universitet, der har specialiseret sig i arktiske forhold, kalder brandene i Sibirien dramatiske.

»Det er ekstremt, hvad der foregår. Der er noget vildt i gang, som vi ikke har været vant til«, siger han, men tilføjer, at naturbrande på tundraen også tidligere var almindelige.

Det usædvanlige er omfanget og geografien. Det brænder langt mere og længere nordpå end sædvanligt. Det skyldes en rekordvarm vinter efterfulgt af en tidlig hedebølge og derefter en ligeledes rekordvarm sommer i Rusland.

Verdens øjne er ofte rettet mod skovbrande i Amazonas eller områder i Australien og USA, hvor der bor flere mennesker tættere på brandene. For klimaet har planterne på tundraen i andre nordlige og arktiske landskaber dog enorm betydning.

Én måde at udtrykke det på er, at der alene i den nordlige halvkugles tørv er gemt mere kulstof, end mennesker har udledt, siden industrialiseringen begyndte. En anden er, at tørv gemmer lige så meget kulstof som samtlige andre landplanter på Jorden tilsammen. Halvdelen af verdens tørv findes langs polarcirklen.

Brande helt uden fortilfælde

At brandene nord for polarcirklen i år har udledt fem gange mere drivhusgas, end Danmark gør på et år, er på den baggrund ikke det afgørende. Det er derimod den forandring i klimaet, som gør brandene mulige.

»De går hurtigere end noget, vi har set i de seneste 22.000 år. Vi piller ved mekanismer, vi har set i tusindvis af år«, siger klimaforsker Sebastian Mernild, der leder Nansens-forskningscentret i Norge.

En stor del af tørvene især i Sibirien og Canada ligger i jord, der er permanent frossen. Om sommeren tør kun det øverste lag. Da nogle af områder er fattige på nedbør, bliver tørvene hurtigt tørre, særligt under hedebølger. Tørv brænder så godt, at det i mange lande, inklusive herhjemme, tidligere blev brugt som brændsel.

»Vi står over for ændringer af permafrost, som vi ikke kunne forestille os konsekvenserne af for 10-20 år siden«, siger Sebastian Mernild.

Forskerne fremhæver, at naturbrande altid har været en del af økosystemet, selv i de nordlige egne.

»Men mængden af brande er uden fortilfælde i mindst 10.000 år«, siger lektor Gustaf Hugelius fra Stockholms Universitet.

Metanbomben lurer

Han fremhæver, at klimaforandringer indtræffer dobbelt så hurtigt i Arktis som andre steder på kloden.

»Hvis gennemsnitstemperaturen stiger 3-4 grader i dette århundrede, sådan som vi er på vej imod, så vil der være områder i Arktis, som bliver både 7, 8 og 9 grader varmere«, siger Gufstaf Hugelius.

Han er førsteforfatter på et internationalt studie, som sætter nye tal på, hvilken betydning det varmere klima får drivhusgasser i Arktis. Det er ikke rar læsning.

»I 10.000 år har permafrosten bidraget til at suge kulstof ud af atmosfæren. Så længe landskabet er frosset, bidrager den til at køle klimaet. Men når isen forsvinder omkring tørvene, så kollapser det«, lyder det ildevarslende fra Gustaf Hugelius.

»I de næste hundredvis af år vil landskabet bidrage til at opvarme klimaet«, tilføjer han.

Årsagen er først og fremmest den kraftige drivhusgas metan, som næstefter CO2 giver det vigtigste bidrag til den globale opvarmning. Når landskaberne går fra frosne til flydende, så begynder de også at udlede metan til atmosfæren.

Koncentrationen i atmosfæren er steget uafbrudt i 15 år, og de seneste år er stigningen taget til. Så er det nærliggende at tro, at tøende permafrost i Arktis spiller en rolle. Sådan er det – desværre for klimaet – ikke.

»Metanbomben i permafrosten er endnu ikke detoneret«, siger Gustaf Hugelius.

Fastlåst i århundreder

I stedet skyldes den nuværende stigning i metankoncentrationen menneskeskabte kilder, herunder landbrug og utætte olie- og gasboringer.

»Om et par årtier er det meget sandsynligt, at vi vil se et bidrag fra tørvelandskaber. Når først vi har udløst bomben, så er vi låst fast til et nyt system i hundredvis af år«, konstaterer den svenske forsker.

Hans beregninger viser, at hvis vi forbliver på den nuværende kurs med udslippet af drivhusgasser, så vil arktiske landskaber udlede lige så meget drivhusgas som hele EU ved udgangen af dette århundrede.

»Vi kan ikke undgå, at landskaber bidrager til den globale opvarmning, men vores handlinger nu bestemmer, i hvor høj grad det bliver tilfældet. Vi kan halvere udledningen, hvis vi opfylder Paris-aftalens målsætning om en temperaturstigning på 1,5 grader«, fremhæver Gustaf Hugelius.

»Permafrosten dækker et område, der er tre gange så stort som EU. Der er ingen lette løsninger, kun at nedbringe det menneskeskabte udslip«, tilføjer han.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts