Klimavirksomheden Vitapus var tilsyneladende et hjertebarn for selskabets direktør, men lader til at være blevet behandlet særdeles stedmoderligt.
Vitapus’ direktør, Emil Jørgensen, skriver på firmaets hjemmeside, at virksomheden blev stiftet »med håbet om at skabe en grønnere verden«. Siden da har den unge iværksætter fra Odense sat flere andre virksomheder i søen, som han bruger mere tid på. Derfor er Vitapus i dag mest af alt et »hobbyprojekt«, som han ikke bruger »synderligt meget tid på«, forklarer Emil Jørgensen.


























