Klimakompensation er blevet et af de vigtigste værktøjer i kampen mod den globale opvarmning.

Ved at købe kreditter fra klimaprojekter i udlandet forsøger privatpersoner, virksomheder og stater at kompensere for deres udledning af CO2 og skadelige drivhusgasser.

Men kan man som forbruger stole på klimakompensationen eller er der tale om greenwashing eller svindel?

Politiken følger kreditterne og undersøger klimakompensationen. I den seneste tid har Politikens gravergruppe bl.a. afsløret, hvordan klimakreditter fra et dansk selskab bliver solgt flere gange til stor skade for klimaet, at store danske virksomheder som Ørsted og Arla har købt CO2-kompensation fra svindelprojekter i Rusland, og at træer bliver brugt som falsk klimakompensation i Uganda.

Vi undersøgte, hvordan lerkomfurer i Kenya i årevis er blevet brugt til at gøre danske hjemmesider CO2-neutrale. Men da vi besøgte området, sagde langt størstedelen af de lokale kenyanere, at de ikke brugte dem.

Politikens afsløringer har affødt debat i Europa-Parlamentet og blandt Folketingets partier på Christiansborg. Det vækker kritik, at der ikke er nogen myndighedskontrol med det store private marked for klimakompensation og at den danske stat og store danske virksomheder har været involveret.

Regeringen og klimaminister Dan Jørgensen (S) ser »meget alvorligt« på svindlen med klimakompensation. Han foreslår, at FN opretter et globalt register over alle private projekter med klimakompensation som et skridt på vejen mod at komme klimasvindlen til livs.

Vi fortsætter med at følge kreditterne og forsøger at kaste lys over et dunkelt område af klimaindsatsen og den globale klimapolitik. Følg dækningen her.