Kort før nytår udsendte regeringen en pressemeddelelse, der kunne lyde som en forsinket julegave til virksomheder, som vil købe sig til prædikatet ’CO2-neutral’.
»Du kender det måske. Du vil gerne kompensere klimaet for dine flyrejser, eller din virksomhed vil gerne give et væsentligt klimabidrag. Men klimakompensation er en jungle at hitte rede i, og hvordan sikrer du, at dine penge kommer klimaet til gavn på en ordentlig, gennemskuelig måde? Nu er der hjælp på vej fra regeringen«, lød det i pressemeddelelsen.
Baggrunden var, at regeringen og dens støttepartier i forbindelse med finansloven havde givet håndslag på at oprette en såkaldt klimaskovfond. Den skal gøre det muligt for borgere og virksomheder at købe klimakompensation fra rejsning af skov og udtagning af lavbundsjorder i Danmark.
Efter talrige historier om snyd og svindel med klimakompensation i udlandet skulle kompensationen nu ske under ordnede forhold inden for landets grænser.
