For nylig udgav FN’s Klimasekretariat sin årlige rapport om det globale ’emissionsgab’, altså forskellen mellem den globale drivhusgasudledning, vi kan forvente i 2030 med den indtil nu planlagte klimapolitik, og den udledning, verden skal ned på i 2030, hvis vi skal have en rimelig chance for at nå Paris-aftalens klimamål. Rapporten diskuterer blandt andet coronakrisens indvirkning på emissionsgabet.
Figuren viser udviklingen siden 1990 i den globale CO2-udledning fra afbrænding af fossile brændsler, som udgør cirka to tredjedele af den samlede udledning af drivhusgas. De øvrige drivhusgasser er ikke taget med i figuren, da der endnu ikke foreligger autoritative skøn over deres udvikling i 2020. Den internationale forskergruppe bag tallene i figuren har imidlertid vovet et skøn over, hvor stor den fossile CO2-udledning var i 2020. Hvis man før covid-19-krisen havde præsenteret dette skøn for en gruppe klimaaktivister, ville de formentlig have jublet: Endelig er der udsigt til et markant knæk nedad på CO2-kurven! Men det er selvfølgelig den coronafremkaldte økonomiske nedtur og den deraf følgende nedgang i energiforbruget, der ligger bag kurveknækket, og ikke en drastisk omlægning af klimapolitikken. Ganske som der var et mindre dyk under finanskrisen i 2009.
