Klimaet vil vinde på at indføre en ensartet afgift på at udlede drivhusgasser, også hvis den rammer Danmarks største udleder, Aalborg Portland, så hårdt, at selskabets italienske ejere beslutter sig til at lukke produktionen i Danmark og flytte den til udlandet. Det fastslår den miljøøkonomiske vismand Lars Gårn Hansen.
Han konkluderer, at det bliver dyrt, hvis politikerne vælger en model for en CO2-afgift, der giver rabat til Aalborg Portland, og at gevinsten for klimaet ved at give rabatten er usikker. Rabatten indgår i to af de tre modeller for en CO2-afgift, som en ekspertgruppe for nylig lagde på regeringens bord.




























