Støttepartiet har længe været skeptisk. Nu siger SF endeligt nej til en forbindelse mellem Røsnæs og Aarhus.

SF melder endeligt nej til forbindelse over Kattegat

Foto: Katrine Hørup Noer
Foto: Katrine Hørup Noer
Lyt til artiklen

SF dropper nu at støtte en kattegatforbindelse mellem Røsnæs på Vestsjælland og Aarhus. I juni meldte regeringen ud, at forundersøgelsen ikke gav anledning til at fortsætte. Regeringen ville dog ikke svare klart på, om forbindelsen dermed var droppet.

SF er mere klar i mælet.

»Vi er dybt, dybt bekymrede for klimakonsekvenserne af det her projekt. For ikke at nævne påvirkningen af den smukkeste natur på Røsnæs og Samsø, samt havbunden. Vi har brug for mere natur, hvor biodiversiteten kan trives, ikke mindre«, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

I 2018 blev den daværende V-LA-K-regering og Dansk Folkeparti enige om at udmønte 60 millioner kroner til at gennemføre forundersøgelsen, som ikke gav anledning til at gå videre.

SF har fra begyndelsen været skeptisk, mens flere mulige linjeføringer over og uden om Røsnæs og Samsø er blevet undersøgt. Der er også foretaget flere undersøgelser af konsekvenserne for miljøet. Det er særligt de miljømæssige påvirkninger, der trækker ned for SF, som peger på, at den massive brug af jern og beton vil have store negative påvirkninger af miljøet.

Stadig flertal for en forbindelse

Regeringens to andre støttepartier, Radikale Venstre og Enhedslisten, er også imod projektet. Radikale Venstre og Dansk Folkeparti var først positive, men har siden trukket sig fra projektet. Venstre kalder dog projektet »visionært«, og dermed er der stadig flertal.

Formålet med projektet er kortere rejsetid mellem København og Aarhus. Med en forbindelse over Kattegat vil bilister kunne rejse mellem de to byer på omkring to timer, mens det tager knap tre timer i dag. Der er dog også lokal modstand mod forbindelsen. Beboere i Jylland, på Samsø og omkring Kalundborg har samlet sig i fem lokale foreninger for at protesterer mod broen i hver deres lokalområde. Forbindelsen vil gå gennem deres lokalområde, og det vil gå ud over beskyttede naturområder, mener de.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra regeringen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her