Mens Italien forbereder sig på ekstrem varme tirsdag, forudser organisation varige ændringer i rejsevaner.

Hedebølger kan sende turister til køligere lande som Danmark

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Tårnhøje sommertemperaturer i Sydeuropa kan skabe varige ændringer i folks rejsevaner og sende flere turister til kølige destinationer.

Sådan lyder forudsigelsen fra turismeorganisationer og eksperter.

Data fra ETC – en sammenslutning af europæiske turismeorganisationer – understøtter forudsigelsen.

Antallet af mennesker med interesse i at rejse til middelhavslandene i perioden juni til november er nemlig faldet med ti procent sammenlignet med sidste år. Også 2022 var i Europa præget af tørke og skovbrande.

Imens oplever lande som Tjekkiet, Irland, Bulgarien og også Danmark en stigende interesse.

»Vi forventer, at uforudsigelige vejrforhold i fremtiden vil have større indflydelse på rejsendes valg i Europa«, siger Miguel Sanz, præsident for ETC.

En rapport fra organisationen viser også, at 7,6 procent af rejsende nu ser ekstreme vejrhændelser som en stor bekymring i forbindelse med rejser mellem juni og november.

Tirsdag eftermiddag ventes op mod 46 grader på øen Sardinien i Italien. I dele af landet ventes det, at der kan opleves ekstrem varme i ti yderligere dage, skriver BBC.

Historier om turisters udfordringer i varmen - blandt andet i Grækenland, hvor en ambulance stod klar ved Akropolis til at redde turister - har de seneste uger stået i kø i medierne.

»Vores seneste undersøgelser indikerer et fald i antallet af mennesker, som har interesse i at rejse i august, højsæsonen, mens flere europæere overvejer ture i løbet af efteråret«, siger ETC-præsident Miguel Sanz.

Flere turister i Rom fortæller, at de vil overveje det en ekstra gang, før de booker en tur til den italienske hovedstad i juli.

»Jeg ville komme hertil, når det er koldere«, siger amerikanske Dalphna Niebuhr, som er på ferie med sin mand.

»Kun juni, april«.

Hun siger, at varmen gør hendes tur ’jammerlig’.

Italiens miljøministerium udtaler i en rapport i år, at udenlandske turister i fremtiden formentlig vil rejse mere i foråret og efteråret og vælge køligere destinationer.

»Balancen vil være negativ. Det skyldes også, at dele af de italienske turister vil bidrage til strømmen af internationale turister til mindre varme lande«, står der i rapporten.

ETC står for European Travel Commission.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her