Torsdag blev verdens første metanoldrevne containerskib navngivet. Det indgår i flåden hos A.P. Møller-Mærsk.

EU-top slår fast: Nyt Mærsk-skib er »big deal« for verden

EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, deltager i ceremoni, hvor rederiet Mærsks første containerskib, der sejler på grøn metanol, navngives på Esplanaden i København. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, deltager i ceremoni, hvor rederiet Mærsks første containerskib, der sejler på grøn metanol, navngives på Esplanaden i København. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det nye containerskib, som nu er en del af flåden hos A.P. Møller-Mærsk, er ikke bare et stort skridt for det danske rederi og Europa. Nej, det er et stort skridt for hele verden.

»Pionerer som jer (Mærsk, red.) former fremtidens økonomi. Det her event er en big deal. Ikke bare for Europa, men for hele verden«, slog Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, fast i en tale på Esplanaden i København, inden hun navngav skibet.

Det metanoldrevne containerskib er det første af sin slags i verden.

Foruden almindelig bunkerolie kan det sejle på grøn metanol, hvor udledningen er mindst 65 procent lavere. Et kærkomment redskab i værktøjskassen i en sektor, der står for omkring tre procent de globale drivhusgasudledninger.

Spørger man Mærsks topchef, Vincent Clerc, markerer dagen et vendepunkt:

»Skibet, vi fejrer i dag, er et afgørende første skridt mod en løsning for shipping-industrien, men også et skridt, der kan opmuntre og skitsere en vej frem for andre sektorer, hvor udledningerne er svære at nedbringe, sagde han fra talerstolen.

Mærsk har omkring 700 skibe i sin flåde. Over de næste år bliver leveret over 20 metanoldrevne skibe, mens andre skal have ændret motoren, så der kan komme grøn metanol i tanken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her