Det småregner og blæser ved stranden bag Marienlyst Strandhotel i Helsingør. To dusin klimaaktivister har i kulden stillet sig op langs Øresund og råber slagord om at stoppe olieudvinding og hjælpe ulande med klimabistand.
De hvide kitler fra Scientist Rebellion og de knaldrøde kedeldragter fra Mellemfolkeligt Samvirke lyser op mod marehalmen. Også to ugandiske aktivister er taget til Danmark for at være med i protesten og holde taler.