»Det er sjældent, at jeg er bange for at tænke på en politisk beslutning. Den her gør mig lidt nervøs«.
Sådan siger Line Vanggaard-Pedersen, som synes, at hendes job er sjovest, når hun er ude på marken med sine cirka 320 køer, som står og gumler græs i gyldenbrune og sortbrogede flokke på de bløde bakker nær Brønderslev. Længst væk skimtes engen med kvierne, bag ved dem et mørkegrønt skovbryn. Malkekøerne giver konventionel mælk til Arla, så en høj CO2-afgift på landbruget rammer hårdt.
»Det værste, der kan ske, er, at afgiften bliver så høj, at vi ikke kan drive en forretning. Indtil videre har Svarer-udvalget fremlagt modeller, og ingen af dem kommer til at koste mig under en million kroner. Jeg spørger mig selv, om det en levedygtig model for mig og mine børn i fremtiden«, siger Line Vanggaard-Pedersen, hun er mor til to børn på tre og syv år og sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre i Brønderslev .
