Mens havtemperaturer har slået rekorder verden over, er der ét sted, der er blevet koldere. Et sted, som havforskere kalder the cold blob, og som kan ses som en stor, blå plamage på temperaturkort over havet syd for Grønland og Island.
Det koldere, blå blob er urovækkende, fordi det viser, at havstrømmen Amoc, som blandt andet gør Danmark og resten af Vesteuropa varmere end Alaska, allerede er svækket nu, længe før forventet. Sådan lyder advarslen fra en af verdens førende forskere i netop havstrømme, professor Stefan Rahmstorf fra Research Department on Earth System Analysis ved Potsdam Universitet.


























