En kombination af billig skifergas, miljøkrav og billigere vedvarende energi har sendt amerikanske kulaktier ud på en voldsom nedtur. Kulselskaberne har mistet 76 procent af deres værdi på blot fem år – i en periode, hvor amerikanske industriaktier i øvrigt kunne notere en fremgang på 69 procent. Mere effektiv energiudnyttelse har også spillet en rolle.
Det fremgår af en rapport fra den britiske tænketank Carbon Tracker Initiative (CTI).
CTI vurderer, at der er tale om en strukturel ændring. Det er ikke et midlertidigt tilbageslag. Tilbagegangen for kul i USA er kommet for at blive og vil blive forstærket i de kommende år, hvor de tre faktorer bag prisfaldet vil fortsætte og måske blive styrket med klimakrav.
Det dramatiske fald i olieprisen kan ændre verdenKul er det mest klimabelastende af de fossile brændsler kul, gas og olie. Udslippet af CO2 er dobbelt så højt i forhold til den producerede energi, hvis man brænder kul, som hvis man brænder gas.
»De amerikanske kulaktier er kollapset. Alarmklokkerne bør ringe for investorer i lignende sektorer verden over. Disse første rystelser er blandt de hidtil klareste tegn på en dramatisk forskydning på energimarkederne, efterhånden som CO2-intensive brændstoffer i stigende grad bliver slået af mindre CO2-belastende alternativer«, siger den ene af rapportens forfattere, Andrew Grant, som er finansanalytiker hos CTI.
Finansfolk advarer mod investeringer i kul og olieEt lignende mønster er ifølge rapporten så småt begyndt at vise sig i resten af verden med mere udbud end efterspørgsel og faldende priser. Aktierne i udvalgte australske kulfirmaer er også i tilbagegang.
Den amerikanske kulindustri har satset på at udligne faldet på hjemmemarkedet gennem eksport, især til Asien. Men i Kina, hvis kulbehov i årevis forekom umætteligt, faldt kulforbruget sidste år med 2,9 procent. Importen droppede hele 22 procent, til dels fordi Kina forsøger at beskytte sin egen kulproduktion.
Indien vil selv
Samtidig lægger Indien, verdens tredjestørste kulimportør, op til en voldsom reduktion af importen. Indien annoncerede i efteråret planer for en stor satsning på vedvarende energi i de næste fem år og udbygger samtidig sin egen kulproduktion.
Den amerikanske kulindustri kom ellers stærkt tilbage efter det kraftige prisfald, der fulgte i kølvandet på finanskrisen i 2007-08. Men så kom skifergasrevolutionen, der har fået prisen på naturgas i USA til at falde med 80 procent siden 2008. Samtidig er vedvarende energi blevet billigere, og kuls andel af den amerikanske elproduktion er faldet med 10 procent.
Alene i de seneste tre år er 264 kulminer i USA blevet lukket. I samme tidsrum er over 20 kulselskaber er gået fallit. Flere kan være på vej ifølge fra Macquarie Research, der er en del af den australske Macquarie-gruppe. I en note til investorer skrev analysefirmaet i sidste uge, at fremtiden for kulindustrien forekommer stadig mere dyster, og at »en bølge af fallitter« ser ud til at være lige om hjørnet.
Carbon Tracker Initiative er stiftet af personer med bred erfaring fra finanssektoren. Tænketankens budskab til investorer som pensionsfonde og lignende er, at de skal overveje deres investeringer i selskaber inden for fossil energi nøje.
Investeringerne kan vise sig at blive en dårlig forretning, fordi kombinationen af klimakrav, energibesparelser og grøn energi kan gøre mange af selskabernes reserver overflødige. Det gælder især de dyreste udvindingsprojekter.
fortsæt med at læse




























