Kul forurener med store mængder CO2 og derfor vil tyske politikere af med det - til fordel for vind, sol og biomasse. Men for Jörg Schuster er det helt utænkeligt at leve uden. »Brunkul er simpelthen hjørnestenen i den lokale økonomi – det, som alle lever af – direkte eller indirekte«, siger Jörg Schuster.
Han er 37 år, far til en datter på 12 år og en søn på 5. Han er maskiningeniør og ansvarlig for vedligeholdelse af turbinerne på et af brunkulskraftværkerne i området. Både han og hans kone arbejder i Vattenfall, det svenske statsejede energiselskab, som sidder tungt på brunkulsindustrien her i det tidligere Østtyskland.




























