»Det er en høj grad af tillid, man viser vores naboer«. Sådan lyder ordene fra Dansk Energis administrerende direktør, Lars Aagaard, som reaktion på Energinet.dk’s netop udgivne rapport om elforsyningssikkerheden i Danmark. Dansk Energi er elselskabernes brancheorganisation.
I rapporten fastslår Energinet.dk, at elforsyningssikkerheden er meget høj i Danmark. I 2014 var der i gennemsnit strøm i kontakten i 99,996 procent af tiden. »Tallene dækker over, at nogle danskere har oplevet strømsvigt på flere timer, mens andre ikke har mærket noget i årevis«, siger cheføkonom Stine Grenaa Jensen fra Energinet.dk.




























