Indtil nu har 52 lande indsendt klimamål og -planer til FN om, hvad de vil gøre frem til 2030 for at begrænse den globale opvarmning. Blandt dem er alle de rige industrilande og Kina, verdens største udleder af drivhusgasser, og de 52 lande tegner sig for op mod to tredjedele af de samlede udledninger.
Planerne, som skal indgå i den klimaaftale, som landene håber at nå til enighed om i Paris senere på året, følges nøje af tænketanke, ngo’er og forskere.


























