Solen skinner på 10. uge, og i skrivende stund står søjlen i min morfars gamle kviksølvtermometer og hopper lidt ubeslutsomt mellem 24 og 25 grader.

Det er blevet lyst og varmt i det forfrosne kongerige, og den danske sommer er ikke længere en vandet vittighed og et ubekræftet forlydende, men derimod et sveddryppende meteorologisk faktum, et bugnende vognlæs af millibar og legesyge lux, som langsomt, men sikkert har forvandlet nationen til en subtropisk udpost mod nord.