En dag skal vi alle bo i svampehuse. Sådan tænkte jeg, da jeg besøgte Venedigbiennalen i 2023. Og i løbet af 2024 er min bevidsthed om, at de traditionelle byggematerialer som sten, stål og beton bør være fortid, kun blevet øget.
Jeg husker svampepladerne som bløde og tørre. Lidt hårdere end filt, men rare at røre ved. Deres overflader ligner ikke bare abstrakte malerier, men noget, man tidligere ville have undgået. Noget, der vokser og gror. Ude af kontrol. Men det er netop en af del af charmen. Ikke to plader er ens. Når man arbejder med dyrkede materialer, er man ofte langt fra den industrielle gentagelses snævre tolerancer.


























