»Vi bruger bevidst ordet filantropi, nemlig kærlighed til mennesker«.
Flemming Borreskov, Realdanias administrerende direktør, sidder ved et ovalt bord i et mødelokale med lysebrune trædøre og blanke messinghåndtag i foreningens hovedkvarter– et modernistisk kontorhøjhus fra 1950’erne på Jarmers Plads i København.
Flemming Borreskov har haft chefstolen, siden Realdania blev skabt af danske realkreditkunders milliarder for ti år siden. Ved siden af ham sidder Realdanias anden direktør, arkitekten Hans Peter Svendler Nielsen, som kom til i 2003.
Alt for dominerende
Året efter rejste de to direktører ud i verden og kiggede på »effektiv og strategisk filantropi«. En moderne facon at give godgørende penge ud på, som blandt andre Ford Foundation i USA og Bertelsmann Stiftung i Tyskland praktiserer.
En strategi, hvor fonde ikke blot venter på ansøgninger, men selv går ud og agerer som en aktør i samfundet, sætter projekter i gang og er med til at udføre dem.
Vi sidder ikke med et billede af, at vi overstyrer eller dominerer. Det er slet ikke vores ambition«
Flemming Borreskov
Nogle synes så, at Realdanias rolle er blevet lidt for aktiv. I Politikens spørgeskemaundersøgelse til danske arkitekter svarer flertallet, at de er glade for, at Realdania findes. Men også, at de oplever Realdania som alt for dominerende. Mange er også bange for at kritisere Realdania offentligt, og i det hele taget påpeger mange eksperter, at Realdania er blevet for magtfuld i dansk byggeri og byudvikling.
LÆS OGSÅ »Det er jo ikke godt, at de oplever det på den måde. Det giver os stof til eftertanke. Jeg vil da glæde mig over, at de er glade for, at vi er der. Men vi må jo tage en snak med Arkitektforeningen. Vi er åbenbart ikke gode nok til at forklare, hvordan vi arbejder«, siger Flemming Borreskov. »Det er nyt for os« Kommer det bag på jer? Borreskov: »Det er nyt for os, at arkitektstanden har det på den måde. I 2007 fik vi lavet en evaluering fra Oxford Institute af hele den filantropiske virksomhed. Arkitekter, ingeniører og andre, der havde erfaring fra samarbejde med os, havde en positiv bedømmelse af, at vi ikke blot kom med penge, men med det, vi selv kalder kloge penge. Mens de, der ikke havde konkret samarbejde med os, var mere betænkelige på det principielle plan, for hvis vi nu ville, kunne vi blande os i detaljer. Men det ligger os fjernt«. Det er vel rigtigt, at I modsat andre fonde går længere ind i projekterne, sidder med i dommerkomiteer og styregrupper? Svendler: »De fonde på verdensplan, der arbejder med effektiv filantropi, gør, ligesom vi gør. Pointen er, at når vi deler mange penge ud, har vi ansvar for, at de penge bliver brugt fornuftigt. I øjeblikket har vi 510 igangværende projekter. I 147 af dem sidder vi i en form for arbejdsgruppe, en styregruppe eller i en bestyrelse. Vi går ind, hvor vi føler, vi kan gøre en forskel«. Ikke ambition at dominere Men det virker, som om der er en frygt i kommunerne for, at I trækker jer ud, hvis I ikke får jeres vilje?
Borreskov: »Det har vi aldrig gjort. Aldrig. Vi sidder ikke med et billede af, at vi overstyrer eller dominerer. Det er slet ikke vores ambition«.
Hvis I sidder med i en dommerkomite, og de har en opfattelse af, at I bedst kan lide et bestemt projekt – hvordan skal de så forholde sig, når I betaler et meget stort beløb?
Borreskov: »Vi har flere gange oplevet, at det projekt, vores repræsentant bedst kunne lide, ikke blev det, der vandt«.
Svendler: »Nu har jeg selv siddet i et hav af bedømmelseskomiteer. Der sidder altid 10-12 – nogle gange 15 medlemmer, mens vi kun er repræsenteret med én person. Og på det tidspunkt har vi jo givet bevillingen«.
Jordskælvsklausul
Efter arkitektkonkurrencen om Kunstmuseet HEART i Herning var det et andet projekt end det, Realdania foretrak, der vandt. Dengang sagde Hans Peter Svendler (til Erhvervsbladet, red.), at der kunne være situationer, hvor udfaldet af arkitektkonkurrencen kunne betyde, at de faglige krav ikke var opfyldt, og at I derfor ville trække støtten?
Borreskov: »Så må det være en fortalelse fra Hans Peters side, for det gør vi ikke«.
Så hvis I én gang har sagt ja til at gå ind ...
Borreskov: »Så trækker vi os ikke«.
LÆS OGSÅ
Men den række af betingelser, I opstiller, giver jer vel mulighed for at trække jer ud?
Borreskov: »Der er en jordskælvsklausul. Men den er, som hvis du gifter dig. Du håber, det varer evigt, men hvis forudsætningerne brister fuldstændig – at projektet bliver dobbelt så dyrt eller noget andet – så må vi snakke om at gå hver til sit«.
»En myte«
Hvorfor tror I så, den frygt er der?
Borreskov: »Jeg forstår det simpelthen ikke. Vi må snakke med dem. Vi må have det op på bordet. Jeg synes, folk skal spytte ud. Det ville ligge mig fjernt at tryne nogen«.
Hans Peter Svendler sidder jo med i mange styregrupper og er inde over projekter?
Borreskov: »Hvis Hans Peter havde bøffet i bare én eneste styregruppe, ringede min telefon lige med det samme«.
Svendler: »Jeg sidder i 17 styregrupper eller tilsvarende ud af de 147, hvor Realdania er repræsenteret. Hvis nogen føler, at jeg er alle steder, er det en myte«.
LÆS OGSÅ
Nogle arkitekter fortæller, at de har den oplevelse, at når det ikke er dig, men en anden repræsentant for Realdania, skal vedkommende hjem og spørge far?
Borreskov: »Nej, nu må I holde op. Når vi udpeger medarbejdere, er det, fordi vi mener, de er begavede, dygtige og kompetente. Og det er de. Men deres frygt ... vi må finde ud af, hvad det er, der gør sig gældende. Den er ny for os«.
Det skal være nytænkende
Mange peger også på, at det er svært at gennemskue, hvad der helt præcist får Realdania til at træde ind i et projekt – men at Realdania på den anden side fylder så meget, at pengetanken er svær at komme uden om.
»Når vi skal finde ud af, om vi skal give støtte eller ej til et projekt, er der specielt ét princip, der er helt afgørende: om projektet skaber udvikling og forandring. Om projektet flytter noget. Om det er nytænkende. Helt idealistisk set skal vores projekter være nogen, der ikke ellers ville blive realiseret og har en betydning«, siger Hans Peter Svendler.
LÆS OGSÅ
Hvor stor indflydelse føler I selv, at I har, inden for dansk byggeri og byudvikling?
Borreskov: »I forhold til produktionsværdien i bygge- og anlægssektoren på et par hundrede milliarder fylder vi ikke ret meget. Nede på det konkrete projektniveau kan man selvfølgelig sige, at vi har indflydelse, for ved at vi siger ja eller nej, er der nogle projekter, der bliver eller ikke bliver – vil nogen sige. Man kan også sige, at hvis det er et rigtig godt projekt, skal det jo nok finde finansiering af private eller offentlige midler«.
En halv procent
Men I er med ved meget store projekter i kommunerne – Musikkens Hus i Aalborg, bymidterne i Fredericia og Køge, Odense centrum, Kronborg, Århus Inderhavn og meget andet?
Svendler: »Der er nogle af de ting, vi laver, der bliver mere synlige, end de berettiger til målt økonomisk. Vi er også med til at gøre dem synlige gennem formidling og debat. Men vores uddeling udgør mellem en kvart og en halv procent af omsætningen i byggesektoren«.
Men der er vel også mange projekter, som en kommune ikke kan rejse penge til uden jer, hvis den skal realisere sine drømme?
Borreskov: »Jeg vil hellere sige, at de får mulighed for at realisere flere af deres drømme, end de ellers ville få mulighed for«.
