Tandremme. Niagaras tre søsterbygninger værner om det fælles atrium med forskudte etagedæk og masser af studiepladser. Nederst til højre ses detalje af facadens bånd af aluminium, hvis dybe relief konstant foranderligt fanger lyset og giver karakter til glashuset.
Foto: Jens Lindhe

Tandremme. Niagaras tre søsterbygninger værner om det fælles atrium med forskudte etagedæk og masser af studiepladser. Nederst til højre ses detalje af facadens bånd af aluminium, hvis dybe relief konstant foranderligt fanger lyset og giver karakter til glashuset.

Arkitektur

Dansk i Sverige: Det her er Malmhattan

Der bygges på livet løs i downtown Malmø, og danske arkitekter står bag mange af de store projekter. Politiken har besøgt den lille svenske storby og anmelder i dag en række af de markante byggerier.

Arkitektur

I den aktuelle sæson af tv-serien ’Broen’ finder man et mordoffer på en byggeplads i Malmø.

Det er ikke en location, der har været svær at finde, for Københavns svenske lillesøster har fået vokseværk. Her bygger man på livet løs, som man har gjort det de seneste 15 år, hvor den gamle tunge industrihavneby er blevet omdannet til en cool by for uddannelse og kultur.

Og tv-serien er ikke det eneste vellykkede kreative samarbejde over sundet. For en bemærkelsesværdig stor andel af de tegnestuer, der har vundet opgaverne om at tegne de nye bygninger, kommer fra Danmark. En helt ny bydel på Universitetsholmen lige i hjertet af byen er således sået til med store projekter tegnet af Schmidt Hammer Lassen, Vandkunsten, Dorte Mandrup Arkitekter, Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Kim Utzon.

FRA ARKIVET

Deres nye bygninger er centrale brikker i Malmøs allerede ret vellykkede puslespil, der gennem 15 år har omstillet den fra en tung industriby til en virrende viden- og kunstby. Det svarer til, at alle de store nye projekter i Aarhus Havn, Dokken, Navitas, Bestseller og Isbjerget var tegnet af svenske firmaer. Men det er den anden vej, eksporten går. Danske tegnestuers rådgivning er blevet en eftertragtet vare, ikke mindst i Sverige.

Universitetsholmen ligger lige ud for Centralstationen mellem den gamle by og den kreative klasses nye bydel, Västra Hamnen. Det er her den autistiske, men også yderst hippe kriminalkommissær Saga Norén parkerer sin olivenfarvede vintage Porsche 911 under sin lejlighed i en bolig, der er løftet op på søjler over en arkade lige ved Ankar Park – der i øvrigt også er tegnet af en dansk tegnestue, SLA.

Universitetsholmen er tænkt som det urbane klister, der skal få denne nye smarte havnebydel til at hænge sammen med den historiske by bag kanalerne. Derfor har man placeret den nye økonomis symboltunge institutioner her, så de kan profilere byen som særlig kreativ. Og de siger det højt. Det er ikke længere blot lejeboliger for ekstreme velhavere som i den spanske arkitekt Santiago Calatravas Turning Torso, der aftegner ambitionerne på himlen over Malmø.

Universitetshøjskolen Niagaras tre tætte bygningskroppe rummer fakulteter for kultur og teknik og når 12 etager i vejret, mens hotel-, kongres- og koncerthuset Malmö Live med sine tre slanke hoteltårne rager helt op til 25. etage, hvor man i skybaren kan få sig en drink ved navn Malmhattan. Ligesom i Aarhus, der er på størrelse med Malmø, følges de sprælske storbyambitioner af et skvæt ironi, der er bevidst om sin egen lidenhed.

Bygherrens flamboyante smag har sat sit præg på huset, der overalt er så rig i sin materialitet, at man knap får lejlighed til at trække vejret

Niagara og Malmö Live er naturligvis ikke direkte sammenlignelige, for der er stor forskel på programmerne, økonomien og bygherrerne i de to byggerier. Det ene er et statsligt finansieret universitet, det andet andet er et privat hotel og kongrescenter med et kommunalt koncerthus.

Men den arkitektoniske tankegang i projekterne er også ret forskellig.

Malmö Live forekommer veldisponeret. Funktionsopdelingen træder tydeligt frem på kompleksets facader og giver det, der egentlig er en stor bygning, karakter af at være en hel lille by. Hotellet består af tre sammenvoksede hvide tårne, kongrescentret af en gul kasse og koncertsalen af en rød kasse.

Sjældent inspirerer moderne hotellers krav til mange ens små værelser arkitekter til at skabe velfungerende facader. Men her har Schmidt Hammer Lassen valgt at lave et forførende facademønster af etagehøje vinduesåbninger og ladet rumstørrelserne bagved tilpasse sig derefter.

Det giver hotellet et varieret udbud i priser for overnatning og en bemærkelsesværdigt flot komponeret facade på hotellet, hvor vinduerne bølger i samme mønster som belægningen i SLA’s omgivende byrum.

Virker farvekodningen lidt banal, så giver facadebeklædningen af stavformede teglplader til gengæld et fint relief og lysmæssig dybde.

Ud mod kanalen i syd åbner komplekset sig i restaurant og café ud til en stor byterrasse og en ny gangbro over til den gamle by. Indenfor fortsætter huset i et urbant mylder, hvor hotellets lobby langsomt glider over i et indre overdækket gade- og pladsforløb med dybe skakter og svimlende hængende etagedæk, der fungerer som foyer mellem kongresdelen og koncertsalen.

Trods den gode disponering er indtrykket af komplekset dog temmelig flagrende. I hotellets foyer står en montre med ejeren Petter Stordalens kulørte outfit fra åbningsdagen: cowboystøvler med dødningehoveder i silke og en jakke tæt besat med perler i alskens farver. Tøjet fik han på, efter at han i sort jakkesæt og vildeste James Bond-stil var hoppet fra en motorbåd til en jetski, som han førte gennem kanalen og i høj fart landede på trappen foran hotellet i en utilsigtet røvtur. Bygherrens flamboyante smag har sat sit præg på huset, der overalt er så rig i sin materialitet, at man knap får lejlighed til at trække vejret.

De indre gaders virkelig flotte vægge står i ren beton med et dybt vandret relief, der afbrydes af lodrette messingspor med indlagt lys. Det ligner noget, der er støbt på stedet, men i virkeligheden er det store betonelementer, hvis mellemliggende fuger nøjagtig svarer til stavenes tykkelse i relieffet. Det er flot tænkt og udført, men den både lodrette og horisontale orientering af væggene bliver blot et af mange elementer i husets urolige overdetaljering.

Malmö Live fremstår med en hysterisk kakofoni af skarpe kanter, sammenstød mellem mønstre og en udbredt brug af sanseligt mættede materialer. Med de mange forskellige funktioner i det indre byrum og en indretning med visuelt insisterende kunstværker udjævner alle de mange effekter desværre hinanden mere, end de formår at fremkalde den urbane intensitet, der vistnok var hensigten. Detaljeringsniveauet er for højt til det djærve greb, man gerne vil skabe.

Her er lidt den samme fornemmelse af et manglende fokus på den overordnede stemning, som man kan få i tegnestuens ellers nok så fine bibliotek Dokken i Aarhus.

Først inde i Malmö Lives koncertsal synes samspillet mellem materialevalg og detaljeringsniveau at finde en meningsfuld balance, hvor arkitekturen træder i baggrunden og bliver en varm og god ramme omkring musikoplevelsen.

På den anden side af den brede Neptunigatan ligger universitetshøjskolen Niagara i Lundgaard & Tranberg Arkitekters delikate formgivning, der har en helt anden autoritativ ro og harmonisøgen i det arkitektoniske greb.

Skolen består af tre bygningskroppe organiseret omkring et fælles seksetagers højt atrium, der nærmest fungerer som en fjerde bygning i midten. Komplekset er organisk tilpasset grunden og omgivelserne, og alle hjørner er afrundede. Det føles ikke så meget som et hus, der er bygget, som noget, der er groet på stedet.

Facaden er præget af sine tandremslignende bånd af aluminium, der fungerer som bygningens solafskærmning. Det er en original løsning, hvor tænder i to forskellige dybder og af aluminium i to forskellige gyldne nuancer giver et dybt og varieret relief i et materiale, der ellers notorisk ikke giver så meget af sig. Men er der noget, svenske håndværkere kan, så er det at arbejde med metalplader, og finishen her er høj og materialeprisen lav.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hovedattraktionen i huset er dog ikke facaden, men det centrale atrium med etagedæk, der fletter sig ud og ind over hinanden. Det er rumligt meget komplekst, men har et klart hierarki i farvesætning og materialevirkninger, der giver det en overraskende ro og overskuelighed, som også understøttes af en fremragende akustik. Selv om man her er omgivet af utrolig mange studerende spredt rundt på studiepladser langs værnet, er det et rum, der får en til at sænke skuldrene. Arkitekturen formår at få en til at føle sig afslappet i mængden.

Flere elementer skæmmer dog helheden: Sølvfarven på de enorme stålsøjler, de evindelige systemlofter, der med parallelle baner bryder den blødt flydende orden, som de afrundede vægge aftegner i gulvenes ubrudte flader, og de grøntonede glasfacader giver et mærkeligt dagslys herinde. Hvilket kun modvirkes i de nederste etager af Astrid Kroghs smukke stemningsskabende gardiner.

Niagara og Malmö Live er begge tegnet som urbane kryds, der åbner sig med ligeværdige indgange til alle sider. Den kreative by vil gerne signalere åbenhed. Men som i ’Broen’ er der altid nogen, der dør.

Ikke alle føler sig lige hjemme i det kreative konkurrencesamfund.

Medmindre man har et ærinde på universitetet eller i Malmö Live, virker deres nok så transparente glasdøre som afvisende mure sammenlignet med det ubrudte offentlige byrum, der omkranser bygningerne. De nok så favnende institutioner kræver stadig en kulturel kapital, før man kan føle sig hjemme i dem.

GUIDE

Men i skybaren på toppen af Malmö Live er der installeret et toilet med panoramaudsigt. Her kan enhver for en stund sætte sig på tronen og lege konge af Malmø. Man er allerede forberedt på selfiestorm. På vinduesglasset står prentet ’#notashittyview’.

Legohus? Ja, men kun på afstand

På afstand ligner det et legohus. Lidt tættere på opdager man, at facaden er spinkel og opbygget af en masse tynde plader, der næsten giver det en papiragtig fremtoning. Men helt tæt på forsvinder illusionen.

Der er ellers tydeligvis gjort en del ud af at tilpasse dette usædvanlige kontorhus på det nordvestlige hjørne af Malmö Live-komplekset til omgivelserne. Bygningshøjden varierer alt efter naboerne af brede gader og høje boligbebyggelser.

Alligevel lykkes det danske Dorte Mandrup Arkitekter at få huset til at skille sig ud og sætte endnu en tone i det i forvejen arkitekturmættede kvarter Malmö Live.

Retfærdigvis er huset ikke helt færdigt endnu, men dele af kontorhuset med forretninger mod gaden er taget i brug. Den aparte formgivning og detaljeringen i facaden, der skal fremstå papirtynd, giver associationer til japansk arkitektur, men har tilsyneladende ikke kunnet forløses tilstrækkelig let inden for byggeøkonomien og energikravene.

Så stiller vi lige nogle servietter her

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg kan ikke give andet end højeste kredit for modet i og udførelsen af dette skarpe pladebyggeri, der har front mod Malmö Live. Men det er unægtelig en skuffelse at komme helt tæt på og opdage, at den kobberbrune tilbygning ’bare’ er klædt i en aluminiumplade med plastikcoating.

Materialet er en moderne variant af traditionelle svenske tagplader, og folderne i udvidelsen er ifølge arkitekterne bag, danske Kim Utzon og Terroir, inspireret af tagkonstruktionen i jugendbygningen Tornhuset bagved.

Den opsigtsvækkende udvidelse indeholder undervisningslokaler, mens den historiske bygning huser administration for FN’s maritime universitet, der ikke er åbent for offentligheden. Det overdækkede bygningshøje mellemrum fungerer som institutionens sociale mødested.

Tilbygningen overskrider grænserne for arkitektonisk ærbødighed, men opnår paradoksalt gennem sin egen selvbevidste stolthed at balancere den gamle bygnings alvorstunge myndighed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden