Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stemning-1. Kapel og fælleshus i Renbæk Statsfængsel af Entasis.
Foto: Jens Lindhe og David Bering

Stemning-1. Kapel og fælleshus i Renbæk Statsfængsel af Entasis.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tegnestuers selfiebøger har noget at sige

I dag skrives en stor del af arkitekturhistorien af tegnestuerne selv. Vi har set på tre af bøgerne.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Modellerne for det nordiske velfærdssamfunds arkitektur blev skabt af enere som Gunnar Asplund, Alvar Aalto og Arne Jacobsen. Store arkitekter med forholdsvis små tegnestuer.

I dag laves arkitekturen sjældent af enkeltpersoner. At tegne byggeri er blevet så kompliceret, at man ikke har tegnestuer med kun en chefarkitekt, der dominerer det hele. Det er blevet en firmasag.

Og når historien skal skrives om disse firmaer, er det tegnestuerne selv, der sætter den i scene og gerne med en klog skribent og et fint forlag til at hæve udgivelsens standard over den rene reklame.

Vi har kigget på tre tegnestuers nye selvportrætter i bogform.

Ifølge bogen ’Livslinjer’ om Årstiderne Arkitekter er de en tegnestue, der instrumentaliserer opdragsgiverens ønsker ud fra givne forudsætninger. I jævn tale er det en rugbrødstegnestue, der uden større udfordringer tegner det, bygherren beder om. De har ikke en bestemt stil eller signatur. Den 280 mand store tegnestue er bevidst anonym helt ud i sit navn. Og det kan være en kvalitet.

Deres værker andrager alt fra Jyske Bank Boxen over lejlighedsbyggeriet Øresundstårnet til skarptskårne villaer for velstillede. Der er ingen tydelig linje fra Silkeborg-tegnestuens første postmoderne villaer til dens senere neomodernistiske bygninger. Så når bogens forfatter, Henrik Wivel, i forbindelse med en villa skriver, at gelænderet er vigtigt som en sansbar håndskrift, »en følelsernes ariadnetråd igennem tegnestuens huse«, er det mere et ønske end en realitet, for glasværnene i tre ud af fire skildrede villaer er uden gelændere.

Bogen er som Entasis' arkitektur enkel, solid og suggestiv

Bogen søger efter en homogenitet i tegnestuens arbejder, som det er svært at etablere for så stor en tegnestue med så bred en produktion.

Henrik Wivel skriver godt, men det er en hård opgave, hans ekvilibristiske pen er blevet sat på. Selv om han har fået frie hænder, mærkes opdragsgiverne ønske om at få alle sider af firmaets praksis og specialer med i bogen, og blandingen af Wivels præcise observationer og lærde referencer, der pludselig slår om i et moderne arkitektfirmas businesssprog, gør nogle gange læsningen til en bumpet vej.

I vore dages tegnestuer udføres det kreative arbejde i samarbejde, og gruppen fremstår hellere som et blankpoleret firma med styr på processen end som et kaotisk kunstnerkollektiv. Regelret firmaidentitet, videnskabelig seriøsitet og økonomisk soliditet har afløst billedet af arkitekten som en enestående kunstner med ekstraordinære visioner.

Derfor er det overraskende, at Henrik Wivel sammenligner Årstiderne Arkitekter med den schweiziske arkitekt Peter Zumthors dybt beåndede samtidsarkitektur. Årstiderne Arkitekter forsøger nok at etablere en vis materialebåren autenticitet og stedsans i deres bygninger, men bogens eksempler viser snarere, at de finder inspiration i en temmelig åben proces. Som de selv siger, baserer de sig på videnindsamling, brugerundersøgelser og på at tilfredsstille alle mulige andre rationelt målbare hensyn i byggeriet end den mystiske og konsekvente helhedsbetragtning, som Zumthor kredser om, når han taler om sine bygningers atmosfære.

Tegnestuen Entasis minder betydeligt mere om Peter Zumthor i sin stramme styring af rumlige og materielle virkemidler. Helt ud i titlen og i det fysiske udtryk minder den ny bogudgivelse ’Entasis 1996-2015’ endog om schweizerens fembindsværk ’Peter Zumthor 1985-2013’.

Entasis’ kreative leder, Christian Cold, forklarer i forordet, at ordet entasis beskriver den svage kurvatur, som giver græske søjler indtryk af styrke og elasticitet. For tegnestuen Entasis er arkitektur således en historiebevidst beskæftigelse, der forener åndsarbejde og håndværk. Det handler ikke om at bøje sig efter de seneste trends på byggemarkedet.

Alle arkitekter hævder at forholde sig til det sted, hvor bygningen skal opføres, det program, den skal huse, og bygherrens særlige ønsker. Men Cold distancerer sig fra det, han kalder signaturarkitekturen, som han mener er mere optaget af at lave et skulpturelt statement. Det er ikke ensbetydende med, at deres arkitektur ikke har genkendelige træk, ja, faktisk synes de mere stringente i deres udtryk end Årstiderne Arkitekter. Entasis stræber efter logik og ro i deres bygninger og ’taler’ med en engelsk arkitekturkritiker fra 1800-tallet William Lethaby om den åndelige dimension i arkitekturen; den, der stammer fra helheden, og som er den sande værdi af arkitekturen. Det er en ældre måde at sige atmosfære på.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er en tavs arkitektur, som Entasis excellerer i, og som man ser af deres tilbygning til Kildeskovshallen eller i et menighedshus i Riga ved siden af en gotisk kirke. Begge projekter er konsekvente i deres horisontale og materielle enkelhed, der modsvarer den spektakulære og oprejste dominans fra de bygninger, de føjer sig til. Det er en fin observation gjort af den svenske arkitekt Gert Wingårdh, der ligesom danske Carsten Thau bidrager med et kort essay i udgivelsen.

Fornemmelsen for den humane skala og materialevirkninger har Entasis bragt op på byens niveau i projekterne til Carlsberg Byen og Thomas B. Thrigesgade i Odense, skriver Thau. Det er mennesket, der er i fokus, når de tegner byen som en labyrint og et forløb af forskellige rum, frem for hos den modernistiske byplanlægger, der med en trang til at skabe orden så på byen som en maskine, der bare skulle være effektiv.

Bogen er som Entasis’ arkitektur enkel, solid og suggestiv. Foruden de tre korte tekster er der kun stramme beskrivelser af hvert projekt, og bogen lægger op til, at det er fotografierne, der skal formidle arkitekturens stemning.

Den hollandske arkitekturkritiker Hans Ibelings giver i bogen om ’Dorte Mandrup Arkitekter’ sit eget fødeland og Danmark et skud for boven. Vi er blevet en region, der på godt og ondt har regnet rammerne for det gode liv ud og synes at have svært ved at tænke ud af fortidens bokse. Han mener, at de ellers tiltrængte eksperimenter i den pragmatiske arkitektur (OMA, MVRDV, Plot, BIG og Cobe) er blevet for overfladiske. Han beskriver den som en frisk arkitektur med kort holdbarhedsdato.

Men Dorte Mandrup Arkitekter er en af de tegnestuer, der tør eksperimentere, uden at de gør det for at påkalde sig unødig opmærksomhed. Ibelings mener, at der tværtimod ofte er tale om en stille eksperimenteren, hvis rige rumligheder og påfaldende udtryk alene har til formål at styrke brugerne og give dem flere måder at være sammen på. Hun lader taget komme ned i gården på børnehaver, så ungerne kan klatre op og lege oven på det, og indretter en flyverhangar til kontor ved at bygge tårne op indeni, så hun ikke behøver opdele rummet.

Bygningerne selv forsøger ikke at stjæle opmærksomheden med deres lette og lyse materialer. De træder forsigtigt på stedet, som Kvartershuset i Jemtelandsgade, der står på skæve pæle, eller trykker taget ned for at lade solen komme ind i en gård som Børnekulturhuset på Amager, eller de går helt under jorden som i udvidelsen af Arne Jacobsens fredede Munkegårdsskolen i Gentofte.

Det er blevet en god bog, hvor også Dorte Mandrup træder frem, interviewet af Christian Bundegaard, og hvor Kent Martinussen i sit forord understreger, at hendes tilgang til arkitekturen er sjældent kunstnerisk. Og – kunne man tilføje – hun er en af de bemærkelsesværdigt få, der ikke gemmer sig bag en anonym firmaidentitet. Det er personligt uden at være selvhævdende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvor Årstiderne Arkitekter er med til at tegne den brede mainstream i dansk byggeri, er Entasis eksponent for en stærk tilbagevenden til en nordisk bevægelse i arkitekturen, der trækker på traditionen fra blandt andre Aalto, Jacobsen og Asplund. Det er overraskende, når Carsten Thau i Entasis-bogen også indplacerer Dorte Mandrup Arkitekter i denne nordiske bølge, for tegnestuens værker har måske mere til fælles med nutidige japanske og hollandske tegnestuer.

Man kunne med god ret sige, at hun var den første til at trække dansk arkitektur væk fra den nordiske traditionalisme og hen mod en ny international inspiration, der virker frisk, legende og modig. Med lette materialer som tekstil og plast er hun langt fra den ny nordiske arkitekturs fokus på sansetunge materialer som sten, træ og beton.

Selfiebøgerne er i sagens natur ikke selvkritiske, men både Entasis’ og Dorte Mandrup Arkitekters bøger viser, at man godt kan have noget at sige med sådan en selvfremstilling. Og at det, man siger, faktisk ikke behøver blive belagt med så mange ord. Bare de er velvalgte.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden