Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Ophøjet. Et stillads er rejst inde i pavillonen for at gøre plads til de 130 arkitekturmodeller.
Foto: Dansk Arkitektur Center

Ophøjet. Et stillads er rejst inde i pavillonen for at gøre plads til de 130 arkitekturmodeller.

Arkitektur

En fælles bund af humanisme i den danske pavillon

På Venedig-biennalen hiver det danske indspark vores fælles humanistiske grundlag frem i lyset i et overbud af en udstilling og i et noget nær perfekt katalog.

Arkitektur

Den danske pavillon på Venedig-biennalen 2016 opleves og læses primært som en bog. Den er udtænkt af to stærke kapaciteter, arkitekten Boris Brorman Jensen og filosoffen Kristoffer Lindhardt Weiss. De har begået en af årets mest solide udstillinger i de nationale pavilloner, tør jeg godt sige, før jeg endnu har set ret mange af dem. Den er nemlig langt over det niveau, man normalt møder på disse mindre udstillingssteder, som kun få lande sætter så store kræfter af til som Danmark.

Udstillingen virker klarsynet, usædvanligt gennemarbejdet og fint i overensstemmelse med årets tema på biennalen.

Det nationale er både en svøbe og en historisk-økonomisk realitet, man må forholde sig til. Det er en svøbe, fordi det let kan få denne karakter af en expo-udstilling, hvor lande gør sig til over for hinanden og fremviser sig fra deres bedste sider. Det vil sige, at man i pavillonerne ofte går glip af muligheden for at komme ned i materien på en akademisk åben og undersøgende vis. Pavillonerne risikerer let at forfalde til reklamer for landene og de arkitekter, de udstiller.

Man kan ikke helt undsige den danske pavillon for det samme, men det er i så fald begavet reklame med et politisk sigte. Den viser, at der under alle de forskellige tviste om stil og metode i dansk arkitektur er en understrøm af konsensus, der hviler på social retfærdighed, åbenhed og fællesskab. Det er velfærdssamfundet, der er sunket ned i dna’et på alle danske tegnestuer, og som går igen, når Schmidt Hammer Lassen tegner biblioteker og offentlige rum i Kina, og når BIG tegner kystsikring i New York som en park fuld af offentlige, rekreative tilbud.

Stilistisk konservative tegnestuer står side om side med nyliberale i forsvaret for danske velfærdsværdier. Det er velgørende, for den akademiske modsætning i deres tilgange til faget bliver i denne betragtning, hvor det virkelig gælder, overfladisk. Udstillingen viser, at humanismen er en fælles sag.

Pavillonen består af tre dele. En film med byrumsforskeren og arkitekten Jan Gehl, en voldsom ophobning af arkitekturmodeller og et suverænt katalog.

Filmen spiller et lille kvarter klippet ud af fire timers interview. Jan Gehl står ligesom sit forbillede arkitekturjournalisten Jane Jacobs for et opgør med den inhumane side af modernismens arkitektur. Hans jordnære kritiske metode baserede sig på observation af menneskers adfærd i byrummet ud fra den enkle biologiske teori, at alle mennesker basalt er ens og har de samme primære præferencer, der stammer fra vores sanseapparats udvikling til at opleve verden i langsomme horisontale bevægelser.

Man skal kunne se en pavillonudstilling på 10-15 minutter, og hvis den er af en særlig kaliber, kan man måske sætte en halv time af. 'The Art of Many' tager meget længere

Det ledte ham til at skabe mere humane byrum, hvor menneskers sanser fik forrang for biler. Det har gjort, at hans barnebarn Laura som syvårig selv kan gå til skole uden at skulle forlade fortovet. I København er det på hans anbefaling ofte blevet bilerne, der skal krydse fortovet, og ikke fodgængere, der skal krydse gaden. Det har været med til at give en by, der er bedre at leve i, og har været med til at skabe den værdiforøgelse af livet i byen, der nu er ved at presse almindelige mennesker ud af den. Her må politikerne sikre, at byen vedbliver at være for alle, opfordrer han.

Denne frihed og retten til det offentlige rum tager vi i dag for givet, men det er den slet ikke. Den er fremkæmpet projekt for projekt af arkitekter og bygherrer og efterhånden nedfældet i planlægning, byggeregulativer og lovgivning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan den ytrer sig i dagens danske arkitektur, viser den anden og rumligt største del af udstillingen, som udgør en lagerhal af arkitekturmodeller. Kuratorerne kalder den et wunderkammer, fyldt til bristepunktet med modeller af danske arkitekters arbejder fra de seneste fem-ti år.

Kuratorerne inviterede i et såkaldt free call alle til at byde ind med værker, der kunne passe ind i det overordnede tema sat af biennalens hovedkurator Alejandro Aravena: at vise eksempler på den vedvarende kamp for at forbedre livskvalitet.

Intet mindre end 130 projekter fra knap 70 tegnestuer og studerende er udvalgt. Modellerne er med til at give en rumlig forståelse af mange af projekterne, men er ikke selvforklarende. Man er henvist til at læse på skilte, og selv om det er fremragende tekster, der præcist sætter hvert projekt ind i en social udfordring og hvilken løsning den er på det, så er det kropumuligt at få et tilfredsstillende overblik. Effekten af mængden er overvældende, og den geografiske spredning er selvfølgelig med til at vise, at de humanistiske løsninger ikke er begrænset til få tegnestuer omkring de store byer

Men det er også mængden, der gør, at udstillingen går lidt galt af konteksten. Venedigbiennalen er en gigantisk udstilling, som den almindelige besøgende har en, måske to dage til at se. Man skal kunne se en pavillonudstilling på 10-15 minutter, og hvis den er af en særlig kaliber, kan man måske sætte en halv time af. ’The Art of Many’ tager meget længere.

Det virker ubehøvlet at klage over kvantiteten, men det bliver i høj grad en udstilling for os, der kender flertallet af projekterne i forvejen. Den almindelige besøgende vil nok gå med fornemmelsen af, at der var noget at komme efter, men ophobningen bliver en forhindring. Jeg savner et mere umiddelbart sanseligt niveau, der kunne formidle humanismen i byggeriet. Eksemplerne i Jan Gehl-filmen er illustrative, men der er stadig ikke noget, man oplever med kroppen. Udstillingen forbliver oppe i hovedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men dens egentlige og blivende produkt er kataloget, der bør tjene som studiebog for arkitektstuderende verden over.

Selv om vores velfærdssystem synes at vakle i en neoliberal tidsalder, så er dets inkluderende og styrkende humanistiske grundsyn blevet en stærk tradition i arkitekturen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce