Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Jens Lindhe
Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

5 hjerter: The Silo i Københavns Nordhavn er en skøn og vanvittig ombygning

Der er blevet gået til stålet, og nu ligner den tidligere ’Hva drikker Mølr’-silo noget fra Gotham City. Fuld af atmosfære og med en offentligt tilgængelig restaurant på toppen.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er det rene vanvid at bygge boliger i en kornsilo. En silo er kompakt og lukket, en bolig skal helst være åben og rummelig. Men i spændet mellem umage funktioner er der plads til fantasi og god arkitektur med skønne rum og stærk atmosfære.

Vanviddet har ofte skabt den bedste og mest interessante folkelige arkitektur, som Rundetårn, hvor en doven Christian IV ville køres i hestevogn til toppen, eller som spiret på Vor Frelsers Kirkes tårn, hvor Laurits de Thurah tegnede en smal spiralgang. Vanvid holder.

Og heldigvis findes der stadig tilpas vanvittige bygherrer som Klaus Kastbjerg, der blandt andet har lavet flere af havnens bedste bygninger sammen med Utzon Arkitekter, og som kunne se en værdi i den nedrivningstruede DLG-silo med streetart-inskriptionen ’HVA DRIKKER MØLR’. Med hjælp fra tegnestuen Cobe og entreprenøren NRE har han fået omdannet den til Nordhavns mest markante bygning, The Silo, der ligner noget, der er lånt fra Batmans Gotham City.

Jeg var skeptisk, da jeg først så modellen og renderingerne

Den kantede geometri var ifølge Cobes leder, Dan Stubbergård, det udtryk, der bedst gav siloen en monolitisk helhedsfornemmelse, som den ellers ville miste, når de skar huller i den til lejlighedernes store vinduer.

Skepsis vendt til begejstring

Jeg var skeptisk, da jeg først så modellen og renderingerne, og forbeholdet blev kun bekræftet, da jeg så de første stålaltaner blive hængt på den gamle skæve betonblok. Altaner i galvaniseret stål føles jo som udvendige påstande på kvarterets mange tapetfacader med deres små påklistrede fuglekasser.

Men nu, hvor siloen står færdig, er det en helt anden historie. Bygningens slanke blok fremstår markant helstøbt klædt i sin skarpe stålfrakke. Med sine facetter får facaden et dybt varieret relief, der kommer genialt rundt om hjørnerne. Materialet får lov at komme til orde, og når både at artikulere sig i den store skala og i den nære gennem en fin perforering, om end det aldrig bliver taktilt.

Metal har det med at dø på facaden i hænderne på mindre begavede arkitekter, men de hårde nitter i Cobe mestrer at vride stemning og dybde ud af materialerne i guldbiblioteket i Nordvest, i musikmuseet Ragnarock i Roskilde og nu på The Silo.

Hver lejlighed har flere altaner og de fleste går ud til to eller tre sider af det relativt smalle hus.
Foto: Jens Lindhe

Hver lejlighed har flere altaner og de fleste går ud til to eller tre sider af det relativt smalle hus.

Nabosiloen har Praksis Arkitekter forvandlet til en smuk, lys bygning omgivet af et let filigran af svalegange. Men den har i modsætning til The Silo mistet sin massive karakter i ombygningen og dermed tabt husets afgørende reference til sin tidligere funktion.

Som Alexis i 'Dollars'

The Silo rummer hovedsagelig ejerlejligheder i den luksuriøse ende af skalaen med varierende loftshøjder, som man aflæser i facaden. De svinger fra de laveste omkring 3 meter til de højeste omkring 8 meter. Det er med til at give husets dynamiske og harmonikaagtige fremtoning.

Der er to opgange, en i hver gavl, hvor man på amerikansk vis kommer ind i bemandede lobbyer, og hvor elevatorer fører direkte ind i nogle af lejlighederne ligesom hos Alexis’ i tv-serien ’Dollars’.

Atmosfæren fra silorørene er herligt tung og solid – man har klogeligt beholdt så meget som muligt af den originale betons karakter og kontrasteret den med en stor rumhøjde og tilsvarende vindueshuller.

Enkelte nye flader og reparationer er udført i en fint støbt beton, så man tydeligt kan se forskel på nyt og gammelt. Men enkelte gipsvægge i mellemgange er dog malet grå. Det er dumt, at man pludselig bryder konsekvensen i huset og her lader som om. Hvorfor ikke i det mindste vælge en farve, der ikke efterligner betonens, eller bruge mørkt røget glas som på bagvæggen i lobbyen?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Folkelige priser

Helt skønne er dog skårene ved vinduerne. Som i Utzons hus Can Lis på Mallorca er vinduesrammer hæftet på ydermuren (og skjult i facadebeklædningen), så man indefra kun aner vinduet som et hul i væggen og får fuld valuta for materialekarakteren i betonkanterne.

Det vil sige, sådan er det, når ejerne overtager, hvilket nogle er i færd med, kan man læse i denne artikel. Man må blot konstatere, at mange midler ikke kun giver en mulighed for at ændre sine omgivelser til det bedre.

Men i lighed med Rundetårn og Vor Frelsers Kirkes spir er det ejendommelige hus som højdepunktet i sit kvarter fra starten tænkt med offentlige attraktioner.

I stueetagen mellem lobbyerne er der et galleri, hvor potentialet i husets stærke atmosfære er fuldt udfoldet, og på toppen kommer en offentligt tilgængelig restaurant med folkelige priser og en tagterrasse på toppen.

Den fineste placering bliver generøst givet tilbage til byen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden