Skybruddet i 2011 har haft flere langtidseffekter. En af dem er, at Københavns Kommune tænkte, at de hellere måtte berede byen på klimaforandringerne. Selv om der ikke har været et så alvorligt skybrud siden, er det blevet til flere gode skybrudsprojekter med meget mere at byde på end blot reservoirer til midlertidig opbevaring af store mængder nedbør. Det seneste af slagsen i Scandiagade er bestemt ingen undtagelse.
En tidligere hundelufterstribe på midten af en bred gade fuld af parkerede biler er blevet til en oplevelsesrig park. Til den ene side er den omgivet af ældre gul-røde teglstensboligbebyggelser og til den anden af et gråt erhvervsområde med store bygninger til Falck, Beiersdorf og Grønbech.

























