Gavle står lystigt vendt ud mod Vibevej. To gange fem rejste tagrygge stritter som fingrene på to hænder og byder velkommen. Det er svært ikke at lægge mærke til den markante profil, der med et åbent gårdrum imellem sig suger opmærksomheden ind mod den bagvedliggende hovedbygning. Grøndalsvængets Skole står der på den fine nyklacissistiske bygning, der rejser sig i en større skala.
De andre gader omkring anlægget hedder Kærsanger-, Gransanger- og Rørsangervej. Vi er i det berygtede, men også skønne fuglekvarter i Københavns bydel Nordvest, som jo ikke bare er ved at blive hipt med dyre gallerier og nye spisesteder, det gemmer allerede i forvejen karakterfulde boligkvarterer med fine arkitektoniske kvaliteter. Og det er dem, de nye skolebygninger lægger sig op ad.




























