Hvis man benytter berømmelse, indflydelse og efterspørgsel som målestok, er Bjarke Ingels’ tegnestue, BIG, en af de mest succesrige i det 21. århundrede. Ikke bare i Danmark, men i verden. Åbner et nyt museum tegnet af Henning Larsen, Lundgaard & Tranberg eller 3XN, så er den danske presse der. Er det BIG, ja, så står verdenspressen klar. Derfor er der også storm om det, hver gang BIG slår en streg.
Der er stor energi i BIG’s projekter, de er sjældent rolige, eftertænksomme eller klassiske. Den særlige tænkning om at aktivere alle flader af en bygning, bruge taget som et landskab, trække byens offentlige rum op ad facaden og blande så mange funktioner som muligt ind i programmet er typiske for generationen, men ingen er så gode som BIG til at få det hele til at ligne en leg.


























