Kort før jul bliver den opsigtsvækkende rundkørsel og 11 kilometer lange tunnel taget i brug.

Spektakulær rundkørsel under vand åbner på Færøerne

Den nye tunnel, som forbinder byerne Torshavn, Runavik og Strendur, har kostet 1,3 milliarder kroner. Pr-foto Estunlar.fo
Den nye tunnel, som forbinder byerne Torshavn, Runavik og Strendur, har kostet 1,3 milliarder kroner. Pr-foto Estunlar.fo
Lyt til artiklen

Efter mere end tre års bygge- og tunnelarbejde kan Færøerne 19. december åbne en spektakulær rundkørsel under havet, skriver BBC. Den er en del af en 11 kilometer lang tunnel, der skal koble byerne Tórshavn, Strendur og Runavik sammen.

Tunnelen vil forkorte rejsetiden mellem Tórshavn og Runavik fra 1 time og 14 minutter til blot 16 minutter og er ifølge BBC den største investering i infrastruktur nogensinde på Færøerne.

Rundkørslen, som ligger midt i den lange tunnel og kan sende billisterne mod henholdsvis Strendur og Runavik, er udsmykket af den færøske kunstner Trondu Patursson og er en kombination af skulpturer og lyseffekter (se flere billeder her).

Den nye tunnel har ifølge licitationen kostet 1,3 milliarder kroner og sammenlignes med Danmarks byggeri af Storebæltsbroen. Det ventes, at 5.000 biler vil benytte tunnelen dagligt.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her