Jeg har for nylig haft en smertelig oplevelse af et indre organ i form af en nyresten. Det har ført mig til skanning på både Herlev og Gentofte hospitaler. Der oplevede jeg direkte forskellen på et hospital med behandlingen i centrum og et hospital med patienten i centrum: Fra jeg trådte ind, til jeg forlod Gentofte, så jeg ikke dagslys, mens der i de fleste lokaler og gangarealer på Herlevs nye akutmodtagelse er direkte udkig til omgivelserne.
Man har i de nyere hospitalsbyggerier i den grad fået øjnene op for betydningen af dagslys og grønt for både patienter og personale. Henning Larsen har tegnet de to nye runde ambulatorier på Herlev med stor loftshøjde og indre grønne haver tegnet af SLA. Det er helende eller i hvert fald velgørende arkitektur. Men det er ikke det byggeri, denne anmeldelse skal handle om, det er derimod dets nabo, Steno Diabetes Center Copenhagen. Holdningen til patienten og forholdet til omgivelserne er dog den samme: et indre med masser af dagslys og grønne haver pakket ind i et geometrisk klart ydre.




























