Skrå stave af gyldent lys maser sig insisterende gennem knasthuller. De små vilkårlige åbninger i vægbrædderne fungerer som stjerner i den koksgrå gang. Jeg er trådt ind i den ene ende af en stor træpavillon, der ligger midt på Gråbrødretorv.
På væggens flade står en palet af graduerede nuancer af grå fra døråbningen ind til et tilstødende lysere rum. Da jeg drejer rundt om hjørnet er det som at træde ind i et badeværelse og gå ind i et brusebad af lys, hvor en lysskorsten som den eneste lysåbning trækker himlen ned.