Det ene par efter det andet vælter ned fra Vincents Hendricks’ hems. Egentlig havde jeg spurgt filosofiprofessoren, om han havde ét stykke tøj, der ligger hans hjerte nært, og som har fulgt ham særligt længe.
Men her står jeg så i en regn af cargobukser. Alle med lynlåse, store lommer og knapper op ad buksebenet. Og alle af mærket Ralph Lauren.
For Vincent Hendricks har ét par bukser, der virkelig fungerer for ham. Som faktisk fungerer så godt, at han i sin tid købte 15 par af dem.
»Jeg har stor veneration for dem. Jeg har ikke gået i andet siden 2010«, siger Hendricks, der har sat sig over for mig iført et par af dem.
»De er alle sammen i rotation. Jeg slider dem lidt op her på lommen, og nogle gange går der en syning, men så tager jeg dem til skrædderen nede på hjørnet«.
De bukser gør det let at komme ud ad døren hver morgen.
»Det er bare dem, jeg skal have på. Det behøver jeg ikke at bekymre mig om at finde ud af«, siger Vincent Hendricks, der forsker i information og mediebobler ved Københavns Universitet.
Men holder det så Vincent Hendricks fra den tøjshoppemani, som vi danskere ellers ifølge Concito er blandt verdensmestrene i? Undersøgelser peger på, at vi kun bruger billigt tøj 7-10 gange, før vi smider det ud, sælger det eller sender det til genbrug.
Trods de 15 par bukser shopper Vincent Hendricks stadig. Og i sin forskning, der handler om de sociale mediers higen efter vores opmærksomhed, ser han nogle af årsagerne til, hvorfor vi alle bare køber og køber og køber.
En svaghed for jakker
Når man ser på Vincent Hendricks bukser, er det tydeligt, at de er brugt mere end både 7 og 8 gange. Hendricks købte dem da også med den viden, at kvaliteten var god nok til at kunne sidde på ham i årtier.
Men filosofiprofessoren shopper altså stadig.
Og det er ikke, fordi han har brug for mere tøj, indrømmer han.
»Altså forfængeligheden er ikke gået mig ram forbi. Skal vi sige det sådan? Og så har jeg jo desværre ... Jeg har jo en svaghed for jakker. Og det er helt forfærdeligt. Jeg tror, jeg har samlet 60 sammen over et voksenliv«, siger han og rejser sig for at finde en okseblodsfarvet læderjakke, som han er særligt glad for.
Men har du virkelig brug for 60 jakker?
»Prøv lige at høre, nu er jeg 54 år. Den tid, hvor jeg købte et eller andet, fordi jeg decideret havde brug for det, er for længst overstået. Så jeg minimerer, hvor jeg kan«, siger han.
Men, siger han, som så mange andre formentlig lever han desværre »med en vis grad af kognitiv dissonans«.
»Vi ved jo godt, hvad det rigtige er at gøre. Men vores handlinger følger ikke altid med. Det giver larm på øverste etage mellem, hvad vi vil gøre, og hvad vi reelt gør«, siger Vincent Hendricks.
Den larm ser filosofiprofessoren tre måder at håndtere på.
Man kan ændre sine overbevisninger, altså ophøre med at betragte sig selv som typen, der gerne vil bidrage til en grønnere og koldere planet. Man kan også tage konsekvensen og leve i fuld overensstemmelse med de bæredygtige overbevisninger.
Eller man kan gøre, som Vincent Hendricks ser flere og flere gøre: konstatere, at man må gå på kompromis med sine idealer for at kunne være her i verden.
»At sælge ud omtales således deskriptivt, ikke som noget moralsk anstødeligt. Det er bare en kendsgerning, at man ikke lever op til sine egne idealer. Kønt er det ikke, men det gør desværre ikke strategien mindre udbredt«, siger han.
Er modeugen forældet?
Vi sidder her i sofaen mellem cargobukser og lappede favoritjakker i kølvandet på en modeuge, der med sin vanlige halvårlige frekvens netop er afviklet.
Men måske gør den frekvens faktisk modeugen til en reminiscens af gamle dage, hvor modeåret kunne deles op i halvårlige sæsoner. Nu lancerer fast fashion-mærker som Zara ifølge McKinsey mindst 24 kollektioner om året. Og de bliver heftigt overhalet af den kinesiske webshop Shein, der ifølge mediet NPR lancerer op mod 10.000 nye varer om dagen.
Den acceleration drives af virksomhedernes mulighed for konstant at nå os online, vurderer Vincent Hendricks.
»Onlineshopping og markedsføring er jo blevet så meget lettere, og det er ikke en funktion af en årstid på samme måde som før«, siger han.
Netop folks opmærksomhed som en kilde til penge har Hendricks beskæftiget sig filosofisk med næsten lige så længe, som han har ejet Ralph Lauren-bukserne.
»Tøjindustrien er blevet en kæmpestor opmærksomhedsøkonomisk aktør, som bruger nye trends til at fastholde vores opmærksomhed og dermed forbrug. Jo mere ny information, der er at interagere med, jo større er sandsynligheden for, at man kan stimulere sin forretning«, siger han.
Men modevirksomhedernes behov for at holde vores blik rettet mod netop deres brand spænder ben for bæredygtigheden.
»Det er ikke lukrativt for branchen i længden, hvis vi alle sammen har jeans og en sort T-shirt på hele tiden, for det giver meget lidt mulighed for den variation, der skal til for at fange folks opmærksomhed«, siger Vincent Hendriks.
Men, spørger jeg, kan vi overhovedet gøre oprør mod det pres?
»I første omgang kan man lade være med strejfe rundt på onlineshopping-portaler og sociale platforme, når man keder sig. Så længe man er på, fodrer man bæstet«, siger Vincent Hendricks.
Som hverken har fundet sine cargobukser eller andre outfits på sociale medier.
fortsæt med at læse
