I USA får influencere vip-behandling under optakten til valget. Jeg håber, at danske politikere holder sig for gode til at benytte sig af dem, skriver Pernille Tranberg i denne klumme.

Influencere blev eskorteret ud på en yacht med mad og drikkevarer betalt af toppolitikerne

Merrick Hanna er en af de influencere, som fik penge for at lave indhold fra det demokratiske konvent.  Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix
Merrick Hanna er en af de influencere, som fik penge for at lave indhold fra det demokratiske konvent. Foto: Jordan Strauss/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hvis Mette Frederiksen og Lars Løkke var hovedretter, hvilke ville de så være?

Det spørgsmål er der gudskelov ikke nogen danske influencere, der har stillet. Endnu. Men det var et af de mange spørgsmål, influencere stillede i USA om Trump og Harris for nylig.

Et par hundrede influencere får under optakten til det amerikanske valg vip-behandling. I forbindelse med det demokratisk konvent blev de eskorteret ud på en stor yacht med mad og drikkevarer betalt af politikerne, de fik rejse og hotel betalt, havde deres egne lækre lounges, hvorfra de kunne streame, og de fik adgang til at tale med Kamala Harris før journalisterne, så der kunne komme nogle selfies ud til deres mange følgere.

Influencere stiller typisk spørgsmål relateret til det, de selv er kendte for, og hvad enten de beskæftiger sig med samfund eller livsstil, kalder nogle amerikanske politikere ifølge Wired det forfriskende og mere mangfoldigt, end når de taler med det traditionelle pressekorps.

Influencere er blevet en del af presseoperationen i USA på lige – eller bedre – fod end de traditionelle journalister. Det er de ikke i Danmark, men som med så meget andet fra USA fylder de mere og mere herhjemme.

I tirsdags havde erhvervsminister Morten Bødskov møde med nogle af de danske influencere for at få dem til at holde op med at tage penge fra private virksomheder for at reklamere for usund mad over for børn på YouTube (selv om det ikke er deres ansvar, at en del forældre lader deres børn under 13 år være på YouTube).

Myndighederne selv bruger influencere i stor stil. F.eks. havde Sundhedsstyrelsen i en kampagne brugt en til at sige til de unge, at de ikke skal drikke alkohol. Selvsamme influencer havde i andre opslag på sociale medier reklameret for alkohol, hvilket kom frem i sidste uge i Radio IIII. Influencere har også deres egne tv-serier, de har overtaget første parket til modeshows, de blogger og har taletid som kilder i traditionelle medier, og mange børn drømmer om at blive influencere en dag.

Levende reklamesøjler

Forbrugerrådet mener, at influencerne skal holde sig inden for medielovgivningen og adskille indhold fra reklamer. Hvilket måske kan give mening, men så stopper enhver sammenligning også mellem dem og så journalister – i hvert fald de seriøse af slagsen.

Influencere er levende reklamesøjler – eller indpakkede stilladser, som en journalist beskrev dem i Information i juli. Det er mennesker, der får penge for at mene noget bestemt. Det er ganske enkelt ikke troværdigt eller uvildigt, og da jeg selv var aktiv journalist i forrige årtusinde, kaldte man det med et grimt ord for luderjournalistik. Det ikke at være økonomisk i lommen på nogen er meget vigtigt for seriøse journalister.

Influencere lever netop af at være i lommen på deres kunder, når de omtaler deres chips, tøj, makeup, kosmetiske operationer og opvasketabs. Så det er vigtigt, at de bliver reguleret, og reglerne håndhævet, men også at børn og unge lærer at kende forskel på økonomisk uafhængigt indhold og så det, der kommer fra influencere.

Vi skal også være opmærksomme på, at vi har det med at rage kommercielle fænomener fra USA til os. Jeg håber, at danske politikere holder sig for gode til at bruge influencere, som de gør i USA. Også selv om de på den måde måske bedre kan styre deres egne narrativer (som de jo også føler, de kan via sociale medier) og måske også når ud til nogle vælgere, der ikke konsumerer publicistiske medier. Men politikere bør ikke bidrage til at udviske linjerne mellem, hvad der er et uafhængigt medie, som efterlever medieansvarsloven og presseetikken, og hvad der er kommercielle fortalere for produkter.

Pernille Tranberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her