Tilbage i 2013 var efterkommere af stensliberen Frost-Anders i Älvdalen i de midtsvenske skove i gang med at rydde et skur på hans gård. Frost-Anders selv var død næsten 60 år tidligere. Nu var hans sønner også døde, men de havde gemt farens dagbøger igennem mange årtier, og nu dukkede nogle af dem op i en trækasse.
Ud over at slibe sten var Frost-Anders, der blev født i 1873, nemlig også en flittig skribent. I notesbøger, på aviser og andre tilfældige papirer gjorde han sig sine notater om stort og småt fra hverdagen i Älvdalen i perioden 1942-1946. Vel at mærke på sproget elvdalsk, som det blev brugt, før det for alvor blev fortyndet af svensk.









