Banker dit hjerte for public service? Er du i stand til at lytte? Og står du solidt på egne ben? Så er du måske den generaldirektør, der skal lede omkring 2.700 DR-medarbejdere (plus de løse) ind i en fremtid, ingen kender.
Det, vi til gengæld ved, er, at det nok aldrig har været vigtigere at give hele befolkningen lige og fri adgang til et uafhængigt kvalitetsmedie. DR spiller en afgørende rolle, hvis Danmark som et af foruroligende få lande i verden fortsat skal være et stærkt og dannet demokrati.







