Byen Hoyerswerda i et af Tysklands østligste hjørner har haft en broget historie: fra socialistisk mønsterby under DDR til berygtet nynazistisk rede i 1990’erne. Kulturen viste sig at være en vej ud af miseren. Eller noget af den. For mange føler sig stadig svigtet af Vesttyskland.
Efter en uges nynazistisk opstand og forsøg på at tvinge udlændinge ud af byen i september 1991 kom et massivt politiopbud til Hoyerswerda. Også ledende nynazister fra Vesttyskland kom til byen for at organisere ligesindede. Byen blev berygtet over hele det genforenede land som det første sted med højreradikal vold mod udlændinge i stor stil. Foto: Zentralbild/Ritzau Scanpix
Mens tusmørket falder omkring os, og kulden begynder at bide, når vi frem til sidste stop på cykelturen gennem de endeløse rækker af ens boligblokke. Foran os tårner et tre meter højt mindesmærke sig op. I toppen maner regnbuens farver til tolerance og åbenhed. Under de kulørte striber står der:
»Hoyerswerda glemmer intet – vi husker!«.