Højesteret skal afgøre, hvilke vidner der må føres i Jes Dorph-Petersens erstatningssag mod advokat.

Jes Dorph-retssag kommer alligevel til at begynde i næste uge

Advokatnævnet gav i november 2021 Jes Dorph-Petersen ret i, at Yvonne Frederiksen ikke havde fulgt de gældende spilleregler til punkt og prikke i forbindelse med den advokatundersøgelse af ham, som TV 2 igangsatte som følge af #MeToo-beskyldninger. Det udløste en bøde til advokaten, men den ville hun ikke acceptere, og sagen blev indbragt for domstolene og behandlet i Østre Landsret, som stadfæstede Advokatnævnets kendelse Foto: Peter Hove Olesen
Advokatnævnet gav i november 2021 Jes Dorph-Petersen ret i, at Yvonne Frederiksen ikke havde fulgt de gældende spilleregler til punkt og prikke i forbindelse med den advokatundersøgelse af ham, som TV 2 igangsatte som følge af #MeToo-beskyldninger. Det udløste en bøde til advokaten, men den ville hun ikke acceptere, og sagen blev indbragt for domstolene og behandlet i Østre Landsret, som stadfæstede Advokatnævnets kendelse Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Opdateret 10/1 kl 12.27

Retssagen mellem Jes Dorph-Petersen og advokat Yvonne Frederiksen kommer alligevel til at begynde i næste uge.

Det oplyser Jes Dorph-Petersens advokat Julie Stage til Ritzau.

Østre Landsret havde ellers udsat hovedforhandlingen i en erstatningssag, hvor den tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen kræver 1,6 millioner kroner af advokat Yvonne Frederiksen, skrev Jes Dorph-Petersen i et opslag på Facebook torsdag.

Årsagen var uenighed mellem parterne om, hvilke vidner der skal føres under sagen. Men fredag lyder det, at man alligevel vil køre sagen, fordi der ellers var udsigt til, at retssagen først ville blive behandlet om to år.

»Jeg vil kraftedeme ikke bukke hovedet«: Jes Dorph svarer igen efter at være blevet fjernet fra skærmen af TV 2 i #MeToo-sag

Yvonne Petersen stod i efteråret 2020 bag en advokatundersøgelse omhandlende sexisme på TV 2. I januar 2021 fortalte Jes Dorph-Petersen i et interview med Politiken om undersøgelsens konsekvenser for ham.

Blandt andet at han var blevet fyret fra sit job hos Nordisk Film og dermed som vært på TV 2-programmet ’Go’ Aften Live’. Den tidligere nyhedsoplæser fortalte også, at han følte sig dårligt behandlet under advokatundersøgelsen.

Dorph-Petersen oplevede, at samtalen med Yvonne Frederiksen under advokatundersøgelsen bar præg af en afhøring. Advokatnævnet gav i november 2020 Yvonne Frederiksen en bøde på 20.000 kroner for ikke at have udvist god advokatskik. Dommen er senere blevet stadfæstet i landsretten.

Den tidligere TV 2-vært fortalte i torsdagens Facebook-opslag, at Yvonne Frederiksen ønsker at afskære ham fra at føre en række vidner i erstatningssagen. Vidnerne er tidligere kolleger på TV 2, som advokaten ifølge Dorph-Petersens udsagn enten undlod at interviewe eller hvis forklaring hun tilsidesatte under advokatundersøgelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her