Flere værker af den verdensberømte amerikanske fotograf Sally Mann er angiveligt blevet fjernet fra en udstilling på Modern Art Museum of Fort Worth i Texas. Det sker, efter at både lokale og politikere er blevet stødt over fotografierne, som de mener er børnepornografiske, skriver Artnews.
Sally Manns fotografier er en del af udstillingen ’Diaries of home’, der viser værker af 13 kvinder og nonbinære kunstnere, som ifølge museets hjemmeside »udforsker de mange lag af begreberne familie, fællesskab og hjem«. Her kan man også læse, at udstillingen indeholder »temaer, der kan være følsomme for nogle«.








