Den engelske sangerinde og skuespiller Marianne Faithfull er død, 78 år, oplyser talsperson ifølge BBC.

60'er-ikonet Marianne Faithfull er død - 78 år

Foto: Alain Julien/Ritzau Scanpix
Foto: Alain Julien/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den engelske sangerinde Marianne Faithfull, der især gjorde sig bemærket som en del af 60’ernes folk –, pop – og rockscene, er død.

Det oplyser hendes talsperson ifølge BBC torsdag.

Hun blev 78 år.

Marianne Faithfull var i starten af sin karriere kendt som Rolling Stones-legenden Mick Jaggers tidligere kæreste, men i løbet af seks årtier beviste hun sit eget værd som musiker.

Hun er kendt for blandt andet hittet ’As Tears Go By’, som blev skrevet af blandt andre Jagger.

»Det er med dyb sorg, at vi kan meddele sangeren, sangskriveren og skuespilleren Marianne Faithfulls død«, står der i en meddelelse ifølge BBC.

»Marianne gik bort på fredfyldt vis i London omgivet af sin familie«.

»Hun vil blive meget savnet«.

Faithfull gennemgik en hård periode i 1970’erne, hvor hun kæmpede med anoreksi, heroinmisbrug og levede på gaden, men det lykkedes hende at få genstartet karrieren.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her