Siden Marianne Faithfulls hårdt brugte stemme og sjæl fik hendes album ’Broken English’ til at leve i 1979, er det altid det album, en nyere udgivelse med hende er blevet sammenlignet med. ’Broken English’ har bestemt også været et højdepunkt i en karriere, hvor plader som ’Strange Weather’, ’Vagabond Ways’, og ’Kissin Time’ fra 80’erne, 90’erne og 00’erne har været næsten lige så stærke oplevelser og aldrig et øjeblik ringe.
Men da hun i 2018 med ’Negative Capability’ udgav sit album nummer 21, var der i stemmens fortolkninger en både bidsk og forslået blanding af sorg, mod og humor, som gjorde, at jeg ikke særlig ofte siden er vendt tilbage til den unge Marianne Faithfull. Den gamle, som på ’Negative Capability’ var lige dele stærk, stolt og nedbrudt, sang raspende i en helt igennem ærlig tone. Og musikken omkring hende, iscenesat af PJ Harvey-produceren Rob Ellis og Nick Caves nære samarbejdspartner Warren Ellis, fandt ind til kernen af sange som ’In My Own Particular Way’ og ’Born to live’.
