I København befinder sig et stort antal kranier, som danske gravrøvere stjal fra grønlandske grave under kolonitiden.
Historien om kranierne, som DR-dokumentarserie sætter fokus på, bør føre til, at danske myndigheder hurtigt skaber faciliteter i Grønland, så de døde forfædre kan vende hjem, lyder det nu fra Grønlands Nationalmuseum.
Forskningsministeren svarer, at et gravmæle kan være på vej.
Hundredvis af udenlandske kranier og skeletter er gemt i kasser under Københavns Universitet. De fleste er fra Grønland. Foto: DR/Arkiv Foto: Foto: DR/Arkiv
I et arkiv ligger et brev, som bevidner, hvordan repræsentanter for de danske myndigheder stjal kranier fra grønlandske grave under kolonitiden.
I brevet, som er skrevet af en dansk kirurg på ophold i Grønland, fortæller han i kliniske detaljer, hvorledes han trængte ind i en grav, hvor en lokal mand var stedt til hvile, for at adskille hovedet fra kroppen og stjæle kraniet.