Det ene kongehus efter det andet falder for tiden fra hinanden i aparte amoralske valg. Fransk film viser, at fyrster trods alt kan besidde anstændighed, skriver Bo Tao Michaëlis i denne klumme.
Måske er den franske filminstruktør Jean Renoir den mest menneskelige af alle sine kolleger i kunsten for levende billeder.
Renoir drejede mange gode film og en hel del geniale, såsom ’Den store illusion’, som Hitler hadede på grund af dens forsoning mellem klasser og nationer, og ’Spillets regler’, som det højborgerlige Frankrig foragtede, fordi filmen både accentuerede nationens latente fascisme og folkelige antisemitisme. Filmen blev hans sidste franske før Anden Verdenskrigs udbrud i 1939.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
