På vej til koncerten med Gilsons blev jeg angrebet af en arrig bi. Midt på Knippelsbro følte jeg et smertefuldt prik i højre del af min underlæbe, og da min hånd instinktivt ville mærke efter, hvad det var, fandt fingrene et vrissende insekt, som blev viftet væk og slynget mod asfalten, mens mine ben fortsatte med at betjene pedalerne. Og da jeg nåede frem til DR Koncerthuset, viste det sig, at min læbe var hævet og gjorde ondt, og at koncerten begyndte en time senere, end jeg havde noteret såvel i mit indre som flere andre steder.
Så de tre brasilianske skønsangere og instrumentalister, som udgør Gilsons, havde lidt at kæmpe med, for så vidt angår anmelderhumøret. Men efter under tre minutter tænkte jeg hverken på bullent mundtøj eller kuk i kalenderen. Jeg sad bare i mit sæde og havde mere end almindeligt svært ved at styre dansemuskulaturen, mens begejstringen boblede frem som kuldioxid i et nyskænket glas iskold champagne. Omkring mig forvandlede en skønsom blanding af herboende brasilianere og danske latinfans DR Koncerthusets smukke rum til en veritabel dansefest, som var vi på en strand i Bahia. Ikke ekstatisk, ikke hidsigt. Men vuggende, accelererende, groovende, dansant sneg musikken sig ind på os alle og løsnede, hvad der måtte være af myoser og mellemværender.







