Det er ikke, fordi min sommerferie har været noget lort, at jeg belemrer dig med valget af skide som Ugens ord. Ej heller, at en dukkert i saltvandet på stranden åbenbart medfører, at min hund får diarré. Nej, det er meget mere alvorligt, for denne sommer har jeg nemlig hørt noget banebrydende nyt på sprogfronten.
Jeg sidder lige så stille og sveder i min bil, fordi aircon’en er bukket under for de 37 graders rekordvarme, og som sædvanlig er bilradioen stillet ind på P4. Denne sommerdag er topnyheden i Radioavisens 18-udsendelse den chokerende omstændighed, at en dame ved navn Ketty sammen med sin datter har siddet udendørs på en restaurant i Aalborg, hvor en måge så kommer forbi og hapser datterens stjerneskud. Og har man set en fiskefilet på tværs i en glubsk mågehals, ved man, hvor voldsomt det er.