Tre danske film er nu udvalgt som kandidater og skal konkurrere om at blive Danmarks officielle bud i kategorien Bedste Internationale Film ved oscaruddelingen i 2027.
Det oplyser Det Danske Filminstitut mandag.
Den danske oscarkomité har udvalgt filmene ’Hjem’ instrueret af Marijana Jankovic, ’Dobbeltfejl’ af Amalie Næsby Fick og ’Kvinde ukendt’, der er instrueret af May el-Toukhy.
Ifølge Tine Fischer, administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, ser komitéen efter film, der vurderes at have den bedste chance for i sidste ende at ende med en Oscar i hånden.
»Det handler om at vide noget om, hvad det er for nogle typer af film, der kan gå hele vejen, og så spejle det ind i det, som dansk film er i dag. Det er i virkeligheden det, der er øvelsen, siger hun.
Direktøren uddyber, at oscarfilm i dag typisk er enten emotionelt komplekse eller har fokus på historiske og politiske emner.
Derudover er det ifølge hende blevet mere almindeligt, at kunstnerisk modige film finder vej til oscarnomineringerne.
»Vi har valgt tre meget forskellige film. Det er tre instruktører, der også kommer fra tre relativt forskellige generationer«, siger Tine Fischer.
Fælles for filmene er dog, at de alle har potentiale på det internationale marked og samtidig skriver sig ind i det, man kan kalde en oscarprofil, lyder det.
Der er stadig lang vej til den prestigefyldte statuette for de tre film.
Den 25. september vælger den danske oscarkomité én af filmene som Danmarks endelige indstilling.
Filmen ’Hjem’, der handler om en familie fra Balkan, der skal tilpasse sig det danske samfund, er den danske skuespiller Marijana Jankovic’ spillefilmsdebut som instruktør.
’Dobbeltfejl’, der får dansk premiere i næste måned, handler om et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng, begået af to skolekammerater.
I filmens hovedroller finder man Sofie Gråbøl, Sidse Babett Knudsen og Asta Kamma August.
Filmen ’Kvinde ukendt’ fortæller historien om den unge Marie, der forsøger at skjule sit forhold til en tysk soldat af frygt for konsekvenserne.
Det intense drama udspiller sig i København i 1945. Filmen har endnu ikke haft dansk biografpremiere.
ritzau
fortsæt med at læse