Som en anden termit har ordet ’ikonisk’ ædt sig ind og fortæret en række andre tillægsord, der før var del af det danske sprog, skriver sprogvikar Jakob Haff i ugens sprogklumme.

Egentlig hader jeg ikke ordet. Men jeg hader, at det bliver misbrugt

Tirsdag 16. april 2024 brændte Børsen i København - og det ikoniske Dragespir på taget røg med.  Arkivfoto: Martin Lehmann
Tirsdag 16. april 2024 brændte Børsen i København - og det ikoniske Dragespir på taget røg med. Arkivfoto: Martin Lehmann

Da DR i radio og tv for et par år siden transmitterede fra den ulykkelige brand på Børsen i København, talte jeg i mit stille sind sekunderne, til – bingo! – der blev sagt ’ikonisk’. Ikke mindst da det enestående Dragespir faldt (og jeg kneb en tåre), føg det som gnisterne omkring det med ordet ’ikonisk’.

Problemet er ikke så meget, at ordet bruges forkert – spiret var ikonisk. Ifølge Den Danske Ordbog (DDO) kan ’ikonisk’ – ud over de mere bogstavelige betydninger, der refererer til ikonet som religiøst billede – betyde, at noget »symboliserer eller er indbegrebet af en tendens i tiden«. Nutidens sprogbrugere synes ikke at lægge vægt på, at noget ikonisk skal være udtryk for ’noget i sin tid’ – de mener vist i reglen bare, at noget er i en klasse for sig. Eller ’enestående’, som jeg skrev ovenfor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her